Selvom de fleste vestsjællændere nok helst vil bruge tiden på at spise is, tage på stranden og hygge sig med børnene i haven, så er der nogle praktiske gøremål, der er vigtige at tage sig af i sommerperioden. Nogle af gøremålene er vigtige, hvis man vil undgå skader på sit hus. Andre er helt essentielle, hvis man ikke vil begraves i padderokker og tidsler.

Hos GF Forsikring, der blandt andet har kontorer i Sorø, Slagelse og Holbæk, kan de godt mærke, at danskerne søger mod haven og giver sig i kast med praktiske sysler af enhver slags.

– Som forsikringsselskab behøver vi ikke selv at holde styr på kalendermånederne. De skader, som vores medlemmer anmelder, afslører nemlig lynhurtigt, at vi er på vej ind i den helt store sommerferiemåned. Når juli rammer, og sommervejret melder sin ankomst, vælter danskerne udenfor og kommer særligt til skade ved udendørs sportsgrene som cykling, fodbold og trampolin-hopning, siger Per Haulund, der er skade- og policedirektør i det medlemsejede GF Forsikring, og fortsætter:

– Ja, og så er der altid utallige danskere, der bliver lidt for ivrige og kommer i problemer med deres ukrudtsbrænder. For selvom den virker ganske sikker og uskyldig, så kan den altså hurtigt brænde både skure, udhæng og havemøbler ned.

Med det in mente får du her syv gode GF-råd, så du kan få godt styr på både ukrudtsbrænder, indbrudsforebyggelse og sikker trampolin-hopning.

1. Vær forsigtig med ukrudtsbrænderen
I mange danske hjem er ukrudtsbrænderen det foretrukne våben i kampen mod genstridigt ukrudt mellem fliserne. Men ikke desto mindre kan den flittige hjælper gøre mere skade end gavn, hvis man ikke er forsigtig.

Derfor bør du altid holde god afstand til buske, træer og bygninger, altid have vand i nærheden, lade brænderen stå i tørkeperioder og i blæsevejr og sidst, men ikke mindst sørge for, at du ikke efterlader gløder i ukrudtet. Og husk så at tage fat i dit forsikringsselskab, hvis uheldet skulle være ude.

2. Grill uden alvorlige bøffer
Et øjebliks uopmærksomhed ved grillen kan hurtigt lede til både brand og forbrændinger og sætte stopper for en ellers hyggelig grillaften.

Så husk at holde grillen under opsyn, når den er tændt, at stille den i god afstand fra bygninger og planter, undgå at bruge brandbare væsker, altid have vand i nærheden og sørge for, at aske og kulrester er helt kolde, før du smider dem ud. Så er du sikret en skøn grillaften uden alvorlige bøffer.

3. Pas på dig selv under havearbejde
Omkring 9000 danskere kommer hvert år til skade, når de finder haveredskaberne frem og går i krig med hæk, græsplæne og træer. Så man kan vist roligt sige, at havearbejdet ikke altid er en dans på roser.

Hvis du gerne vil passe på dig selv, så du kan nyde sommerdagene i haven – og ikke på skadestuen – så bør du altid bruge ordentligt fodtøj, beskytte dine øjne og sidst men ikke mindst slukke elektriske haveredskaber helt, inden du fjerner noget, der sidder i vejen i skæret.

Hvis uheldet alligevel skulle ske, skal du huske at kontakte dit forsikringsselskab, hvor der kan være mulighed for at få dækket udgifter i forbindelse med genoptræning.

4. Sjov, sund og sikker trampolin-hopning
I mange danske haver er der blevet plads til en trampolin til stor glæde for børnene – og til stor bekymring for de voksne. For selvom trampolin-hopning i sig selv både er sundt og sjovt, er det ikke sjældent, at børnene kommer til skade.

Derfor kan det være en god ide at lave et lille regelsæt sammen med dine børn, så I undgår de værste skader. Alt efter børnenes alder kan sådan et regelsæt blandt andet indebære, at der kun må være én på trampolinen ad gangen, at man ikke må have sko på, at man skal lade legetøj og andre genstande være på jorden, og at der altid skal være en voksen i nærheden.

5. Undgå skybrudsskader
Selvom vi helst så, at sommeren bestod af lutter solskinsdage og ikke en eneste dråbe regn, så er sommermånederne faktisk sæson for skybrud.

Og som husejer er man selv forpligtet til at være proaktiv, hvis man skal have hjælp af sit forsikringsselskab i tilfælde af skybrudsskader. Derfor bør du bruge en af de flotte sommerdage på at rense tagrender, afløbsriste og nedløbsrør, så vandet kan blive ledt væk. Du bør også tjekke og rense sandfanget i nedløbsbrønde, og så skal du naturligvis holde godt øje med skybrudsvarsler, så du kan nå at gøre huset klar til en ordentlig regnskylle.

Vær også opmærksom på, at en husforsikring som regel kun dækker skybrudsskader og ikke kraftig-regn-skader. Hos flere forsikringsselskaber – deriblandt GF Forsikring – kan man dog tilkøbe en ekstra dækning, der også gælder ved almindeligt og kraftigt regnvejr.

6. Forebyg indbrud i sommerferien
Sommertid er for mange også lig med ferietid. Og ferietid er desværre lig med risiko for indbrud. Men selvom der ikke er nogen mirakelkur, er der ét råd, du bør tage til dig, hvis du vil undgå et besøg af indbrudstyven og hans lange fingre: få dit hus til at se beboet ud.

Allier dig gerne med naboen, som kan køre din skraldespand ind og ud, parkere sin bil i din indkørsel og tømme din postkasse. Det kan faktisk også være en god idé at rode lidt. Lad kaffekoppen stå fremme på køkkenbordet, hæng noget tøj på tørresnoren og lad børnenes legetøj ligge og flyde både ude og inde.

Hvis du gerne vil have en ekstra sikring af dit hus, kan det godt betale sig at tage kontakt til dit forsikringsselskab. Flere selskaber – deriblandt GF Forsikring – giver nemlig rabat på fx vindueslåse og alarmer.

7. Sluk for vandet, når du forlader landet
Og nu vi er ved ferie, så kan det være en god ide at slukke for hovedhanen, inden du rejser væk. På den måde undgår du at komme hjem til en vandskade, hvis du skulle være så uheldig, at et vandrør springer, mens du solbader på en liggestol på Mallorca eller spiser is på stranden i Blåvand.

Pressefoto