Sorø Hallen dannede de perfekte rammer om Sorø Taekwon-Do’s forårsstævne for børn lørdag den 7. april. Det skriver Sorø Taewon-Do Klub til Dit Sorø.
Sammen med børn fra venskabsklubberne Thorsø og Trekroner kæmpede 40 børn alderen 8-13 år om både medaljer, erfaringer og nye venskaber. Delt i grupper fordelt på alder og bæltegrader kunne eleverne deltage i Tul, Matsogi og Tukgi.
Tul en en serie teknikker som er indøvet på forhånd. Heri indgår både slag, spark og blokeringer. Deltagerne kæmper indbyrdes mod hinanden og bliver bedømt på kraftfuld teknik, balance, åndedræt og korrekt teknik.
Matsogi er kamp, hvor eleverne kæmper mod hinanden iført sikkerhedsudstyr. Her skal de sparke og slå mod hinanden med kontrollerede teknikker og kontakten er letkontakt. Ved korrekt teknik og kontrolleret kontakt får eleven point. Dommeren sørger for at styre kampen og sikre at der ikke sparkes og slås for hårdt. Børn i alderen 8-13 må både sparke og slå; men kontakt til hovedet er ikke tilladt.
Tukgi er Special Flyvende Teknik. Her konkurrerede børnene om at lave flyvende sidespark. Den der kunne hoppe længst og udføre et korrekt spark vandt.
Der blev kæmpet, grinet, krammet og også grædt lidt undervejs. Stævnet blev en kæmpe succes og alle deltagere kunne med sved på panden og store smil gå trætte hjem efter deres ihærdige indsats. Med nye venskaber og nye erfaringer kan alle se frem til næste stævne, som planlægges i efteråret.