Onsdag den 20. februar afholdte Slaglille-Bjernede Forsamlingshus og støtteforeningen “Husets venner” generalforsamling. Og der var stort fremmøde, da generalforsamlingen blev afholdt i forbindelse med den månedlige Madbix.
Der var mødt cirka 150 mennesker op, og menuen stod på ribbensteg med brun sovs og kartofler. Til dessert var der fastelavnsboller, som der altid er i februar måned.
I forlængelse af generalforsamlingen tog formanden for forsamlingshuset, Lisa Ottesen, ordet. Bestyrelsen valgte nemlig at udnævne et nyt æresmedlem af huset. Personen har været en aktiv del af forsamlingshuset siden 1988, hvor hun startede som revisor suppleant. Sidenhen har hun været næstformand i bestyrelsen, og den dag i dag er hun suppleant og stadig aktiv og flittig hjælper til Madbix. Slaglille-Bjernede Forsamlingshus’ nye æresmedlem er Aase Larsen. Fra bestyrelsen skal lyde et kæmpe stort tak for den store indsats, Aase har bidraget med gennem årene. Stort tillykke fra bestyrelsen, og de håber på et par år endnu.