LIONS Club Sorø afholdt i samarbejde med NK-Music og Per Nielsen julekoncert i Sorø Klosterkirke. 225 forventningsfulde borgere fra nær og fjern (bl.a. helt fra Køge) var mødt op for at nyde en storslået optakt til julemåneden.
Det skriver LIONS Club Sorø til Dit Sorø.
På vegne af LIONS Club Sorø bød Henrik Bulskov velkommen og takkede blandt andet Sorø Avis og byportalen Dit Sorø for støtten i form af annoncering og god eksponering af begivenheden forud for koncerten.
Per Nielsen med akkompagnement og solooptrædende ved Alexandru Radu (violin) og Jacob Trautner (klaver og orgel) skabte en medrivende stemning, krydret med Per Nielsens sønderjyske dialekt og humor mellem numrene – og man må bare sige, at kirkerummet i dén grad OGSÅ egner sig til trompetens klang!
Efter koncerten rundede Henrik Bulskov af bl.a. med løftet om at få Per Nielsen på besøg igen til næste jul!
En stor tak skal lyde til Stiftelsen Sorø Akademi og kirketjener Marianne Raun for at stille kirken til rådighed og for al praktisk hjælp i den forbindelse.