Efter en lang nedlukning for de indendørs fritidsaktiviteter, hvor online træning har været en fast del af programmet, er der nye toner i træningen for Sorø Taekwon-Dos elever. Ændrede restriktioner betyder nemlig at helt op til 50 personer kan samles udendørs til organiseret idræt.
Det tog naturligvis ikke længe før et stærkt trænerteam fik arrangeret ugentlige træninger på arealerne rundt om Sorø Hallerne. Nogle dage med sol andre med regn holdt ikke elever og trænere tilbage fra igen at kunne træne teknikker og spark. Det vakte begejstring igen at kunne stå sammen og mærke fællesskabet og energien.
“Det er det her, jeg brænder for”, siger Michael Brandt som træner i klubben med sine tvillingdrenge på 10 år. Han er bestemt ikke den eneste som glædede sig ved at kunne træne fysisk sammen igen. Også trænere kunne mærke et vigtigt boost i drive og motivation.
Ann som underviser flere hold i foreningen fortæller: “Det er vildt sjovt at lave online-undervisning; men det at kunne se glæden og mærke fællesskabet er helt afgørende for os trænere”.
Sorø Taekwon-Do vil arrangere flere træninger i løbet af påskedagene og fra april vil flere hold gå fra online træning til udendørstræning; mens der forberedes muligheden for indendørs idræt fra d. 21. april.