Camerata Øresund laver en koncertturné i sommeren 2020 hvor de tilslutter sig det finske barokensemble, Nylandia, og det islandske vokalensemble, Cantoque. Dette nordiske samarbejdsprojekt giver koncerter i Finland, Island og Danmark. Onsdag den 25. august kl. 20.00 lægger de vejen forbi Sorø Klosterkirke.
Billetpris 150 kr. Børn og Unge under 18 år gratis. Køb billetter her.
På programmet er både instrumental- og vokalværker, bl.a. den fantastiske Svenske Messe af den svenske barokkomponist Roman, samt værker af Bach og Telemann, og muligvis et nyt stykke baseret på gamle salmemelodier. Vokalensemblet Cantoque består af 8 sangere og Camerata Øresund bliver udvidet med medlemmer af Nylandia så det bliver en stor og festlig koncert.
Barokensemblet Camerata Øresund består, som navnet antyder, af musikere bosat på begge sider af Øresundsbroen, en konstruktion som ikke kun har været inspiration for gysende krimiserier, men som også gavner og beriger regionens levende musikliv. Ensemblet blev stiftet i 2010 af Concerto Copenhagens koncertmester, Peter Spissky, og igangsatte sin første koncertserie under navnet Bach on the Bridge med henvisning til den samme indflydelsesrige bro. Sidenhen er Camerata Øresund vokset til at blive et af regionens mest fremtrædende barokensembler, og de optræder jævnligt på festivaler og koncertsteder i Danmark og udlandet.
Ensemblets projekter spænder vidt: Sjældne musikalske opdagelser (en genopdaget Vivaldi koncert eller Christians Ræhs violinkoncerter fra 1600 tallet), eksperimenter med innovative koncertformer (såsom iscenesatte komponist portrætter), store værker med kor uden dirigent og tema koncerter for børn med udklædte musikere. Hvad formen end er, skaber Camerata Øresund en sjælden platform for regionens unge talentfulde musikere og sangere i starten af deres karriere. Adskillige skandinaviske stortalenter, som fx den svenske cembalovirtuos, Marcus Mohlin, og den danske sopran, Eline Soelmark, tilhører kernen af ensemblet.
Camerata Øresund har haft en fast base i det alsidige koncertsted, Koncertkirken på Nørrebro, som har tiltrukket positiv opmærksomhed hos et varieret publikum. Et tæt samarbejde er også blevet indgået med Næstved Early Music Festival hvor ensemblet har spillet adskillige koncerter, både alene og i inspirerende samarbejde med bl.a. Jordi Savall og andre kunstnere. Under årets festival i Næstved 2018, opførte Camerata Øresund Vivaldi operaen, I´l Giustino, under musikalsk ledelse af Peter Spissky og sammen med den anerkendte italienske koreograf, Deda Cristiana Colonna.
I juli 2019 var Camerata Øresund for andet år i træk inviteret til at medvirke på den prestigefyldte festival West Cork Chamber Music Festival i Irland. Samme sommer spillede ensemblet også koncerter på Haapsalu Early Music Festival, Estland og Vendsyssel Festival, Danmark. I oktober 2019 søsatte Camerata Øresunds sin helt egen festival, Baroktoberfest – tre dage fyldt med barokmusik i forskellige kombinationer i Koncertkirken på Nørrebro.