Spørgelysten var stor, da Sorø Kommune inviterede kommunens kommende 8. og 9. klasses elever og deres forældre til møde om det nye tilbud Juniormesterlære. Juniormesterlære går i luften til august og handler om at give eleverne nogle nye muligheder i deres folkeskole.
Elever i kommende 8.-9. klasse fra hele Sorø Kommune fik sammen med deres forældre en masse informationer om det kommende tilbud Juniormesterlære ved et velbesøgt møde på Stenlille Skole onsdag aften. Her kunne forældre og elever stille alle de spørgsmål, der har meldt sig om det nye tilbud.
Og spørgelysten var stor. Alt fra spørgsmål som: hvilke praktikmuligheder har en 14-årig, hvad med transporten til erhvervsuddannelsen, og hvad er mulighederne så efter folkeskolen til spørgsmål om chancen for stadig at komme på den længe ventede skolerejse i 8. klasse samt konfirmationsforberedelsen for de elever, der konfirmeres i 8. klasse, optog de unge og deres forældre.
Svarene fra panelet var enkle. Juniormesterlære handler om at give eleverne i 8.-9. klasse nogle nye muligheder i deres folkeskole, og så finder man en løsning på de udfordringer, der måtte melde sig.
Jakob Spliid, formand for Sorø Kommunes Børn og Undervisningsudvalg, udtaler:
”Det bliver fantastisk at kunne imødekomme et længe efterspurgt ønske om en mere praktisk orienteret skole for de elever, der lærer og trives bedst på den måde. Jeg ser frem til at følge de elever, der vælger Juniormesterlære til næste skoleår.”
En mere praktisk orienteret skoledag
Juniormesterlære går i luften den 11. august 2025, når det nye skoleår begynder. Stenlille Skole lægger lokaler til undervisningen for alle de af kommunens elever, der vælger Juniormesterlære frem for den almindelige skolegang. Hvis interessen er så stor, at flere må træde til, er Pedersborg Skole klar til også at huse Juniormesterlære.
Med det nye tilbud kan eleverne se frem til en anderledes og meget mere praktisk orienteret skoledag. Tre dage om ugen undervises eleverne i dansk, matematik, engelsk og fysik/kemi samt det nye fag livskundskab. Livskundskab forbereder de unge til om ikke så lang tid at skulle stå på egne ben. Hvordan udfylder man sin forskudsregistrering, søger SU eller finder en bolig kunne være emner i livskundskab, men også spørgsmål som: hvordan begår jeg mig på en arbejdsplads, hvad er mine demokratiske rettigheder og pligter, og hvordan kan jeg styrke mine personlige kompetencer og handlemuligheder, er på programmet.
Praktisk undervisning fylder de to andre dage i skoleugen. De første 25 uger af skoleåret foregår på en erhvervsuddannelse og herefter gælder det praktik i en virksomhed. Når man har afsluttet Juniormesterlære, er vejen åben til en erhvervsuddannelse, ligesom man som i dag fortsat har adgang til en optagelsesprøve til en gymnasial uddannelse.
Tilmelding til Juniormesterlære
Eleverne kan allerede nu tilmelde sig Juniormesterlære via Sorø Kommunes hjemmeside soroe.dk. Tilmeldingsfristen er den 1. april. Dermed har kommunens medarbejdere god tid til at lave den allerbedste planlægning af Juniormesterlære inden næste skoleår. Skulle man ikke nå at tilmelde sig rettidigt, betyder det dog ikke, at døren er lukket. I så fald kan man kontakte Sorø Kommune, som vil forsøge at finde en plads.
Inden sommerferien holder Sorø Kommune endnu et informationsmøde for de elever og forældre, som har valgt Juniormesterlære som deres skoletilbud næste skoleår.
Informationsmateriale Juniormesterlære Sorø Kommune
