Af
Lars Damgaard – formand for børne- og undervisningsudvalget
Bo Christensen – formand for kultur- og fritidsudvalget

Sommerferieaktiviteterne i Sorø kommune fik 9. juni en uventet gave. En million kroner fra Børne- og Undervisningsministeriet, som kommunen i hast kunne bruge på særlige aktiviteter målrettet børn og unge, så længe de blev brugt inden 1. september i år.

Det skabte forventninger og det skabte udfordringer, og gav virkelig medarbejderne og frivillige ekstra arbejde på et tidspunkt, hvor de i flere måneder har været nødt til at arbejde med skiftende retningslinjer, uden fysisk kontakt og med nye og til tider tunge rutiner.

Medarbejdere i kommunens børne- og undervisningsforvaltning og i kultur- og fritidsforvaltning, fik med det ene ben på vej på en velfortjent ferie, hurtigt sammensat en tværfaglig gruppe, og så gik arbejdet i gang. Set fra vores formandsstole har det været en fornøjelse at følge det tværgående samarbejde.

Lærere, undervisere, SSP, ungdomsskolen, biblioteket, kulturinstitutionerne, Idrætslivet, sociale -og handicaporganisationer, Sorø Sportsråd og medarbejdere på rådhuset har på kort tid skabt aktiviteter og arrangementer for børn og unge i vores kommune.

Båret af jeres store vilje til at levere nogle gode tilbud, så har I ved fælles hjælp, trods ferieperioden, fået et omfangsrigt katalog med høj kvalitet i stand.

Det har været imponerende at følge de hurtige fremskridt, og se at der reelt kan bygges noget relativt stort op, når civilsamfundet og det offentlige arbejder sammen.

Tak for jeres indsats for børnene og de unge.

Foto: ABW