Det er meget muligt at statistikken for butikstyverier er blevet lidt bedre, men det er ikke et billede, som alle de butiksdrivende i Sorø kan nikke genkendende til. Da medlemmerne af Sorø Handel og Service mødtes den 17. september kom det i hvert fald for en dag, at en del butikker kæmper med tyvene, og dét er en kamp op ad bakke.
Eksempelvis har de nye ejere af Krebshuset på kort tid oplevet hele to indbrud i nattens mulm og mørke. Mange af tyverierne sker dog i åbningstiden. De bliver ofte fanget på overvågningskameraer, og optagelserne viser, at der er mange forskellige typer der stjæler; det er både børn, unge og gamle, grupper og enkeltpersoner, danskere og udlændinge. Tyverierne bliver meldt til politiet, som ikke altid har tid til at tage sig af det, og det er mange timers film, der skal kigges igennem. Ofte ved indehaver og personalet hvem det er; nogle butikstyve er endda fanget på kamera flere gange, men der kan gå lang tid, inden retfærdigheden evt. sker fyldest.
Derfor skal her lyde en bøn til de handlende i Sorø – hvis du ser nogle stjæle, så gør noget! Personalet har meget andet at se til og vil være meget taknemmelige for din hjælp til opklaring eller forebyggelse. Kan du som handlende tage en tyv på fersk gerning, vil mange af de mildere sager kunne håndteres helt uden vores stadigt mere travle politis indblanding. En skærpet opmærksom på problemet blandt borgerne kan i sig selv virke forebyggende.