Nu kan lokale foreninger under Friluftsrådets medlemsorganisationer igen søge om støtte til at styrke foreningens arbejde med friluftsliv. Der uddeles i alt 2.425.000 kroner fra Lokalforeningspuljen, og foreninger kan søge op til 50.000 kroner. Ansøgningsfristen er 17. maj 2021.
Vil din friluftsforening gerne købe kajakker, telte, fiskegrej eller klatreudstyr, eller ønsker I jer penge til at afholde arrangementer for kommende fuglekiggere, jægere eller spejdere?
Nu har I muligheden, for friluftslivets Lokalforeningspulje har igen åbnet for ansøgninger om tilskud til friluftsliv. Puljen er på 2.425.000 kr., og alle foreninger tilknyttet en af de 85 organisationer, som er medlem af Friluftsrådet, kan søge.
Fra kikkerter til elcykler
Lokalforeningerne kan søge støtte på op til 50.000 kroner. Støtten er til aktiviteter, materialer eller faciliteter, der kan styrke lokale foreningers arbejde med friluftsliv, og der er meget få begrænsninger på, hvad der konkret kan søges til.
I 2020 blev der givet penge til så forskellige projekter som kikkerter til skydetræning, friluftsgrej til vandreture og en elektrisk håndcykel til fysisk handicappede.
I alt blev der i 2020 uddelt midler til 77 projekter i lokalforeninger fordelt over hele landet, og Friluftsrådet, som administrerer Lokalforeningspuljen, håber, at rigtig mange også vil søge tilskud i år.
For formålet med puljen er, at pengene gør en forskel for lokalforeningens aktiviteter og ikke mindst fremmer befolkningens muligheder for at dyrke friluftsliv. Hvad enten det er på vandet, i et telt, ved et bål eller en af de mange andre former for friluftsliv, lokalforeningerne i Danmark kan tilbyde.
Penge til 196 lokalforeninger
Lokalforeningspuljen er et resultat af den politiske aftale, som regeringen i 2017 indgik om en ny og permanent fordeling af de såkaldte spillehalsmidler til lokale, almennyttige foreninger.
Otte hovedorganisationer inden for det frivillige foreningsliv er udpeget som puljeansvarlige for hver deres pulje. Friluftsrådet er udpeget som ansvarlig for en pulje til friluftsforeninger på 2.425.000 kroner.
I 2018-2020 er der i alt uddelt 7,32 mio. kroner til 196 lokale foreninger i 73 kommuner.
Der kræves ikke med- eller egenfinansiering for at ansøge, og flere lokalforeninger kan søge sammen.
Foreninger, der i det indeværende kalenderår har fået støtte fra én af puljerne under Spillehalsmidlerne, for eksempel fra DUF eller DIF/DGI, kan ikke søge puljen.
Ansøgningsfristen er 17. maj 2021