Sorø får en historiefestival, der vil bidrage med at tiltrække historieinteresserede turister og øge handelen i byen. Foreningen 1684-1862 starter festivalen med et maskebal og marked, fredag og lørdag den 3. og 4. juli 2020, der skal supplere Ingemanndagen, som fejres i kirkerne om søndagen og blev afholdt med stor succes første gang i 2019, i samarbejde med Ingemannselskabet.
Kultur og Fritidsudvalget har på deres møde den 25. september 2019 behandlet foreningens ansøgning til puljen for kulturelle formål om tilskud til afholdelse af maskebal og marked. Udvalget besluttede at bevilge 10.000 kr. til formålet, oplyser Foreningen 1684-1862 til Dit Sorø.
Foreningens formand, Mette Skjoldan, retter en stor tak til samarbejdspartnerne, der har hjulpet den nye forening på vej med masser af ideer og opbakning.
“Det er en festival for Sorø, med Sorø og til Sorø”, tilføjer Mette Skjoldan.
Det tætte samarbejde med andre lokale kræfter ligger den nye forening stærkt på sinde. Således har foreningen allerede lavet aftaler med Restaurant Støvlet Katrines Hus, Sejers Konditori og Dagmarbryggeriet om at tilbyde retter, brød og øl, inspireret af foreningens tidsperiode.
Og dét er jo, som foreningens navn antyder, den periode der omkranses af Holbergs fødsel og Ingemanns død – barokken og oplysningstiden. En tid fyldt med videnskab og lidenskab.
”Sorøs lokalhistorie kunne også sagtens danne baggrund for en vikingefestival, men det er der mange andre byer tæt på os, der gør. Vestsjælland vælter sig i vikinger, og det er godt. Men vi har valgt at skille os ud med en anden og mindst lige så spændende periode”, siger foreningens formand, Mette Skjoldan, der er taknemmelig for at også Sorø Handel og Service har bakket op fra starten.
”Vi er slet ikke færdige med at tale med lokale aktører, butikker og andre foreninger, om de vil bidrage med aktiviteter og produkter, der matcher den tidsperiode. Alle er velkomne til at bidrage – også med gode ideer.”
På foreningens første medlemsarrangement på Værkerne den 11. november 2019 vil der være premierer og smagsprøver på mad og drikke, inspireret af perioden, præsenteret af de lokale leverandører. Niels Vandrefalk fra Holbergteatret vil fortælle om hvordan man spiste og drak på Holbergs tid.
Det bliver en fest, og du er inviteret! Læs mere om foreningen her, og meld dig ind nu. Det koster kun 100 kr. pr. år.