Sorø-firmaet Bøgeris Transportbånd A/S er i fuld gang med at projektere og opføre et aflastningsanlæg for Dong Energy til kulhavnen på Asnæsværket i Kalundborg. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse:

Opgaven er at opføre en såkaldt aflastningscentral til Asnæsværkets kulhavn, hvor de store skibe kommer ind for at få losset kul og træpiller af. Det er Bøgeris Transportbånds største ordre nogensinde til et tocifret millionbeløb.

Aflastningscentralen er en del af moderniseringen af kulhavnen i Kalundborg og skal erstatte de to hidtidige lastekraner. Den nye central bliver opført som en stålkonstruktion, der indeholder fem transportører, der skal transportere skibenes last til de områder på havnen, som er indrettet til opbevare brændslet, indtil det skal anvendes på Asnæsværket.

En kilometer båndAsnæsværket-Bøgeris
Stålkonstruktionen består af 200 tons stål. De fem transportbånd er hhv. 163, 90, 76, 36 og 10 meter lange. Derudover kommer serviceplatforme, omlastestationer og understøtninger. I alt bliver der monteret næsten én km gummi-transportbånd på anlægget. Transport af materialer fra Bøgeris i Sorø til Asnæsværket i Kalundborg sker på over 20 sættevognslæs.

Når kul skal losses fra skibe til transportøren, foregår det ved, at en grab losser kul eller piller ned i en specialdesignet, kørende fødekasse, som rummer 48 kbm. Anlægget har en kapacitet på 800 tons i timen. Det var afgørende for Dong Energy, at hele aflosningsproceduren blev betydeligt enklere i forhold til anvendelsen de hidtidige kulkraner. Bøgeris Transportbånd matchede dette krav om forenkling med deres løsning.

Det nye anlæg anvender mindre energi end kranerne. Anlægget kan styres af én mand, og det kan ske fra en i-pad eller anden mobil enhed.

Klar 1. februar
Anlægget skal være færdigt den 1. februar 2015. Bøgeris Transportbånd har i hele opførelsesperioden 10 mand på opgaven. Som led i ordre-processen har virksomheden opnået en ISO 9001:2008-certificering.

– Vi har valgt Bøgeris Transportbånd, fordi de er kommet med den bedste løsning set ud fra et økonomisk og driftsmæssigt perspektiv. Vi glæder os til samarbejdet og til at tage det færdige anlæg i brug, siger direktør Niels Christian Kjær, Dong Energy.

– Vi er naturligvis stolte over, at Dong Energy har valgt vores projekt, og vi ser frem til at levere et toptunet anlæg til februar, siger direktør Hans Christian Nielsen, Bøgeris Transportbånd A/S.

Bøgeris Transportbånd A/S er eksperter i transportbånd, transmissioner, tromlemotorer og transportører. Siden 1983 år har Bøgeris Transportbånd hjulpet industrien med at flytte varer fra A til B. I bogstaveligste forstand. Virksomheden ligger i Sorø og har 17 medarbejdere.