Vejret holdt, præsten holdt en god prædiken, trompetisten og organisten spillede flot, og den efterfølgende buffet og hygge mellem generationer var super god, da der søndag den 29. juni blev holdt havegudstjeneste på Vrangshøj.

Trompetist Line Hansen og organist Jesper Fink-Jensen gav havegudstjenesten den helt ekstraordinære stemning ved at starte gudstjenesten med at spille ”II Slienzio”, som fik børn og voksne til at lytte og få oplevelsen af storhed og stilhed. Line og Jesper spillede herefter sommersangene ”I skovens dybe stille ro” og ”en yndig og frydefuld sommertid.”

Præsten Anders Gothenborg Frederiksen havde fundet et lysere stykke end den normale tekst for dagen, og han anvendte Benny Andersens historie den skaldede mand til at fortælle om at bekymre sig. Undervejs var humoren med, og da Anders sluttede med at sige, at han da også i ugens løb havde bekymret sig om vejret for dagen, blev smilene meget store.

Menigheden sang bl.a. salmerne ”Nu titte til hinanden” og ”Spænd over os dit himmelsejl”, inden trompetisten og organisten sluttede gudstjenesten med endnu nogle sommersange.

De fleste deltog herefter i den fantastiske buffet, som madlavningsholdet fik stor ros for. Vrangshøjs have og legetøj blev anvendt af de små, medens alle generationer hyggede sig.

CIMG4670 CIMG4673 CIMG4666 CIMG4665