På Sorø Privatskole mærker man de faldende børnetal i kommunen i de kommende 0. klasser, der skal begynde at gå i skole efter sommerferien. Helt ekstraordinært har skolen plads til flere elever på denne årgang.
”Vi har i mange år haft stor søgning til skolen. Naturligvis især fra Sorø, men i dag kommer vores elever fra de omkringliggende byer som Stenlille, Dianalund, Glumsø, Fuglebjerg, Ringsted og Slagelse”, siger skoleleder Nanna Kofoed Øhrgaard.
Sorø Privatskole er kendetegnet ved høj trivsel og høj faglighed: Det er en skole, hvor eleverne har det sjovt i et inspirerende læringsmiljø.
”Vi hører fra forældrene, at det har stor betydning for dem, at vi har sat trivsel på skoleskemaet, hvor vi har mål for, hvordan eleverne skal trives på skolen. Vi tjekker, at den enkelte elev har det godt, at hver elev trives sammen med kammeraterne, og at de fungerer godt i det omgivende samfund. Kombineret med en høj faglighed i undervisningen, hjælper vi eleverne med at komme godt videre i livet og uddannelsesverdenen efter endt grundskole”, siger Nanna Kofoed Øhrgaard.
I nær fremtid indvier skolen en ny, interaktiv legeplads, hvor de mindre elever bogstaveligt talt lærer at stave og regne i et interaktivt læringsrum, hvor faglighed, fysisk udfoldelse og digital læring går op i en højere enhed.
Forældre, der overvejer at sende deres børn i 0. klasse på Privatskolen, er altid velkomne til at kigge forbi og få en introduktion til skolen.