Sorø byder på spændende naturoplevelser og masser af spiselige og sunde fødevarer fra alle vores skove, søer, haver og fra lokale fødevareproducenter.

En gruppe af ildsjæle tilbyder i september en foredragsrække med smagsoplevelser. Du kan smage på fisk fra Sorø sø og Tuelsø og Tystrup Bavelse sø. Der bliver også mulighed for at spise rådyr, fasaner, ænder fra skovene, og måske kaniner og kyllinger. I skovene og haverne er der grøntsager, svampe, frugter og krydderier. Man kan også pelse et rådyr, plukke en høne, stege ferskvandsfisk og selv være med til at tilberede det, evt. i det fri.

Foredragsrækken sætter fokus på, hvordan vi gennem fælles oplevelser og læring om naturen og dets lækre spisekammer kan være med til at gøre Sorø endnu ”grønnere”. Målet er, at både soranere, turister og tilflyttere får kendskab til vores naturrigdomme og den lokale madproduktion.

Indtil videre er der planlagt 5 mandage i september og en afsluttende oplevelsesdag søndag den 13. oktober på Kongskilde Friluftsgård. Alle arrangementer starter kl. 17 på forskellige adresser med foredrag, oplevelser og efterfølgende spisning og erfaringsudveksling. De fleste gange spises middagen på Kongskilde Friluftsgård fra kl. 19:15 til ca. 21

I prisen indgår aftensmaden, som tilberedes over bål, i et skolekøkken, af FruGrøn eller af Rene de la Cruz i restauranten på Kongskilde Friluftsgård. Ideen er, at der tilberedes måltider med stor anvendelse af det vilde og det lokalproducerede. Det kaldes ”vild mad fra Sorø”.

Arrangørerne efterlyser lokale virksomheder og foreninger, der vil sponsorerer flere aktiviteter med vilde, sunde og bæredygtige oplevelser, så har du gode ideer til nye foredrag med vilde middage, så kontakt FruGrøn (også kaldet Anne Grete Rasmussen telefon 2065 2065 eller idemager@gmail.com.

Se programmet her. 

Besøg Facebook-gruppen: Spis Sorø

Hyldeblomst
Hyldeblomst