To lørdage i træk kan boligejere få gratis rådgivning om, hvordan de sænker energiforbruget i boligen inden næste vinter. Det sker:
Lørdag den 6. april fra kl. 10 – 12.30 på Holbergskolen i Dianalund
Lørdag den 13. april fra kl. 10 – 12.30 på Borgerskolen i Sorø
”Denne vinter har været ekstra lang og kold, og det har været dyrt i opvarmning for mange boligejere. Det er derfor vi nu arrangerer to lørdag formiddage i træk, hvor borgerne kan få råd og vejledning om, hvordan de kan sænke varmeudgifterne inden næste vinter,” udtaler Peter Dorff Hansen fra Sorø Kommune, som er arrangør.
Borgerne får gode råd om, hvordan de forbedrer og renoverer deres bolig. Det er ikke kun lavere energiforbrug, de kan opnå ved at forbedre boligen – det er også et mere behageligt indeklima uden kolde fødder, kuldestråling fra vægge og træk fra vinduer og døre. Et godt indeklima indebærer ofte en bedre udnyttelse af alle kvadratmeter og færre sygedage til forkølelse og snue.
Spørg om din bolig
Arrangementet byder på oplæg fra både Energitjenesten og Nordea. På stande med lokale energivejledere (Elektrogården, Nyrup Installation, HEJ Tømreren, Citibyg, Tjørnegårdens Service og Fornyet Energi), bankrådgivere, Energitjenesten og en byggesagsbehandler fra kommunen bliver der mulighed for at stille spørgsmål specifikt om egen bolig.
Tag din forbrugsopgørelse med
Peter Dorff Hansen opfordrer borgerne til at tage vinterens opgørelser over energiforbrug, tegninger, fotos, energimærke m.v. med for at få så konkrete og relevante råd som overhovedet muligt.
Besparelsen betaler investeringen
”Vi har inviteret lokale pengeinstitutter til at komme og give råd om finansieringen, for i flere tilfælde kan besparelserne ved energiforbedringer betale de månedlige ydelser på lånet til investeringen,” forklarer Peter Dorff Hansen. Ved at energirenovere sin bolig opnår man også et bedre energimærke. Dermed værdisikrer man sin bolig til fremtidens boligmarked.
Program for begge dage
Kl. 10.00 Velkommen v/ Sorø Kommune
Kl. 10.05 Energirenovering af boligen v/ Energitjenesten
• Sådan kan du selv energitjekke dit hus
• Gør-det-selv loftisolering – muligheder og faldgruber
• Større energirenoveringer – Hvordan griber jeg det an som boligejer?
Kl. 10.45 Lånemuligheder til energirenovering v/ Nordea
Kl. 11.05 Byggetilladelse – Er det et krav? v/ Sorø Kommune
Kl. 11.15 Opsamling v/ Sorø Kommune
Frugt og vand
Kl. 11.20 Besøg stande med energivejledere, Nordea, Energitjenesten
og kommunens byggesagsbehandler
Kl. 12.30 Tak for i dag
Arrangementet er afrundingen på et projekt finansieret af LAG-midler (LAG står for Lokale Aktionsgrupper) fra Udvikling Nordvestsjælland. I forbindelse med projektet har kommunen arrangeret netværksmøder og kompetenceudvikling for lokale håndværksvirksomheder, der ønsker at have energirenovering som én af deres kerneydelser.
Formålet med projektet har været at skabe de bedste betingelser for, at boligejerne i kommune har adgang til viden, et lokal netværk af fagfolk og enkle, overskuelige løsninger inden for energirenovering i private boliger.