Præstetavlerne i Alsted – en spændende historie over mere end 650 år. Henrik Hansen fortæller her om den spændende aften, med en levende og interessant fortæller.
Torsdag den 5. oktober blev de nye præstetavler indviet ved en sammenkomst i Alsted Kirke. Sognepræst Anders Frederiksen, som indtil videre, og forhåbentlig længe endnu, er noteret nederst på præstetavlerne, bød velkommen til de nærved 50 fremmødte gæster.
Herefter tog Anne-Mette Larsen, initiativtager og kvinden bag det store udredningsarbejde, os med på en rejse som startede omkring år 1360.
Det blev en rejse med mange fantastiske fortællinger omkring de enkelte præsters gøren og laden i forbindelse med deres embede i Alsted sogn. Og det var ikke kedeligt. Hvis man tror, at præster fører et stille og måske lidt ensformigt liv, så viser historien, at det ingenlunde forholder sig sådan.
Vi kom vidt omkring i Danmarkshistorien, lige fra pesten, svenskekrigene og en svensk soldat, som led sit endeligt på Alsted egnen, og til en tjenestepige i ulykkelige omstændigheder med præsten, der pludselig forsvandt. Endvidere var der præster, der kæmpede med genstridige degne – ja faktisk var Alsted i en årrække kendt for sine egenrådige degne. Jo, man fornemmede at der var stof til flere romaner.
Et kig ned over tavlerne viser, at der blandt de 26 navne kun var en præst, der tog sin afsked og en enkelt, der blev fradømt embedet. Resten døde i ”tjenesten”. Endvidere har der kun været en kvindelig præst, og det er i nyere tid.
Der var stof til mange timer, men vi var alle mætte efter godt halvanden times foredrag – så de sidste fem på listen må vente til en anden gang.
Aftenen sluttede med forfriskninger i våbenhuset, hvor tavlerne hænger og tager sig godt ud.
Bag tavlerne gemmer sig som nævnt mange spændende, hyggelige og uhyggelige historier. Nu må der derfor arbejdes på, hvordan alt dette indsamlede materiale kan bevares og udbredes til interesserede.
Kildematerialet er fra historiker Oluf P. Olsens notater og Helge Jensens lokalhistoriske optegnelser, begge afdøde. Alt materialet er sammensat og bearbejdet af Anne-Mette Larsen, tidligere formand for Alsted menighedsråd.
Der var rigtig mange årstal og navne at holde styr på, hvilket Anne-Mette gjorde med stor dygtighed. Man fornemmer det kæmpe arbejde, hun har lagt i det.