Sorø Privatskole håber julemanden, eller en anden, kommer forbi skolen med en pakke LEGO til eleverne. Skolen søger LEGO-donationer, store såvel som små, så eleverne kan lege med LEGO sammen med de andre skoler i First LEGO League.
Rigtig mange af pakkerne under juletræerne rundt omkring i danske hjem indeholder LEGO, og på Sorø Privatskole er det også, hvad de ønsker sig. Skolen søger LEGO-donationer fra lokalsamfundet, så eleverne kan komme i gang med at bygge med LEGO. Takket være Forlaget Tellerups støtte, kan Sorø Privatskole stille op i First LEGO League næste år, men det kræver rigtig meget LEGO, hvis eleverne skal træne op til turneringen.
”Vi synes, Sorø Kommune har gang i noget rigtigt spændende med First LEGO League turneringen, og vi vil rigtig gerne lege med alle de andre skoler, som stiller op. Før vi kan komme i gang, skal vi dog bruge en masse LEGO, så eleverne kan begynde at øve sig. Vi håber derfor, at der er nogen fra lokalsamfundet, som har gode forbindelser til julemanden, eller som måske kender nogen, der har noget LEGO stående, de ikke bruger, som de vil give i julegave til skolen,” forklarer Nanna Kofoed Øhrgaard, der er skoleleder på Sorø Privatskole.
Hvert år i november løber videnskabsturneringen First LEGO League af stablen i Sorø. Her dyster hold bestående af skoleelever fra forskellige skoler mod hinanden. Holdene skal komme med deres bud på den bedste projektopgave inden for et fælles, samfundsaktuelt og naturvidenskabeligt emne. Vinderholdet går derefter videre til den skandinaviske First LEGO League turnering.
”LEGO er sjovt, uanset om man er ung eller gammel, men mange vokser alligevel fra det på et tidspunkt. Her hos os bliver vi dog aldrig for gamle til at lege med LEGO. Så vi håber, der er nogen i lokalsamfundet, der kan finde glæde i, at bringe deres LEGO til live på Sorø Privatskole. Vi vil i hvert fald tage imod med åbne arme. Selv den mindste LEGO-gave er velkommen. Mange bække små, gør en stor å, som man siger,” supplerer Nanna Kofoed Øhrgaard.
Skolen er også åben for et virksomhedssamarbejde, som sponsor eller konsulent, hvis der findes andre interesserede virksomheder i lokalområdet. En del af holdene, som stiller op i First LEGO League, arbejder sammen med en lokal virksomhed, når de skal finde på deres løsninger. Virksomhedssamarbejdet kan også have betydning, når det kommer til at vække interesse for teknologi og fremtidig uddannelse og karriere hos eleverne.
First Lego League i Sorø arrangeres af Sorø Kommune, Sorø Erhverv og ScienceTalenter.