Onsdag den 9. december fik Sorø Privatskole overrakt Friluftsrådets grønne flag af borgmester Gert Jørgensen. Baggrunden for denne hæder er, at skolens elever har arbejdet seriøst og målrettet med temaet affald under Friluftsrådets ”Grøn Skole-program”.
Med til at fejre begivenheden var eleverne i 5.X og deres lærer Gunhild Michelsen. 5.X er én af de klasser, der i det seneste år med stor begejstring har været med til at arbejde med projektet, som elevrådet i skoleåret 2019-20 tog initiativ til.
”Tillykke med flaget! Jeg er stolt over at være borgmester i en kommune, hvor vi har en skole, der i den grad har udført et godt stykke arbejde med temaet affald,” sagde borgmester Gert Jørgensen.
I løbet af skoleåret har eleverne indført affaldssortering på skolen, så affaldet nu sorteres i restaffald, madaffald, hård plast, metal og glas. Derudover er eleverne blevet undervist i skoven og omkring søen. De har udarbejdet plakater til at hænge op på toiletter og i fællesområder med slogans for bedre miljø. Endelig har skolen haft besøg af gymnasiet, som holdt oplæg om klimakrisen.
Som en del af arbejdet med affald har eleverne også besøgt forbrændingsanlægget og skoletjenesten på Affald Plus i Næstved.
”I har gjort en forskel ved at undervise hinanden til jeres fællessamlinger omkring korrekt affaldssortering, og I har været ude og samle skrald i jeres lokalområde, hvor I fik samlet 32 kilo plast og skrald. Det er godt gået. Jeg er en stolt skoleleder,” sagde Nanna Kofoed Øhrgaard inden flaget strøg til tops på skolens flagstang.
Sorø Privatskole har ret til flage med Det Grønne Flag i de kommende 12 måneder.
Fotos: Skoleleder Nanna Kofoed Øhrgaard og borgmester Gert Jørgensen og elever fra 5.X. Sorø Privatskole.