Sorø og omegns højskoleforening er klar med programmet for den kommende sæson, som starter den 19. september 2024, hvor Thomas Larsen fortæller om fremtiden for kongehuset. Læs mere om foreningen og arrangementerne på soroe og omegns hojskoleforening (soroe-hojskoleforening.dk)

Torsdag d. 19. september 2024, kl. 19.30:
”FREMTIDEN FOR KONGEHUSET” v/Thomas Larsen
En suveræn dronning har abdiceret efter svimlende 52 år på tronen – og et nyt kongepar hartaget over og skal nu åbne helt nye kapitler for en institution, der
rækker mere end 1000 år tilbage i tiden. Hør journalist og kongehusekspert Thomas Larsen fortælle om dronning Margrethes tid som regenten, et helt land lærte at holde af og respektere dybt, og det nye tæt sammensvejsede team, som fremover skal stå i spidsen for Kongehuset, og som skal løfte den monumentale opgave, som består i at repræsentere landet udadtil og samle det indadtil.

Søndag d. 29. september 2024, kl. 11.30:
Kulturtur til København og de kongelige gemakker
Mærk suset fra de kongelige gallafester, når vi besøger de kongelige pragtsale og repræsentationslokaler, som danner rammen om den danske monarks officielle funktion som statsoverhoved. Ved nytårskure, ambassadørmodtagelser og gallamiddage er salene fyldt med skinnende uniformer og farverige festkjoler.
Efter besøget på Christiansborg kører vi til Hundige strand, hvor café Mågen har dækket bord til os til eftermiddagskaffe og kage.
Bussen samler os op ved Sorø Hallen, Ringstedvej, Sorø, kl. 11.30.
Forventet hjemkomst kl. ca. 17.00. Pris pr. deltager: kr. 400,00 alt inkl.
Tilmelding efter ”først-til-mølle-princippet” til Hanne Olsen – vi fylder en bus.

Torsdag d. 10. oktober 2024, kl. 19.30:
”FRA JÆGERSOLDAT TIL FOLKETINGETS PRÆSIDIUM” v/Helge Adam Møller
Aftenen indledes med højskoleforeningens ordinære generalforsamling.
Herefter skal vi høre foredrag af Helge Adam Møller, der efter en karriere som jægersoldat og kompagnichef blev en central figur i Det Konservative Folkeparti, som han repræsenterede i Folketinget i 28 år – som bl.a. gruppeformand, retsordfører, statsrevisor og senest som præsidiemedlem.
Helge Adam Møller vil bl.a. fortælle om et par oplevelser sammen med kongefamilien, som at lære kronprinsen at springe med faldskærm, danse lancier med Majestæten samt at holde sig fysisk og psykisk sund op i alderen.

Torsdag d. 14. november 2024, kl. 19.30:
”80 DAGE OG 15.000 KM. ISLAND RUNDT” v/Anne Grethe Trangbæk og Helge Rude Kristensen
Anne Grethe og Helge pakkede igen deres gamle LandCruiser for at køre på eventyr i Island – og blev bedsteforældre på fuldtid. Sammen med barnebarnet Frida og hendes forældre, Simone og Hjalte, krydsede de iskolde gletsjer-floder og brændende lavamarker. En fortælling om, hvordan svigermor og svigerdatter, far og søn kan holde hinanden ud i flere måneder under ekstreme forhold.
Kom og hør et spændende rejseforedrag om Familie på Farten.

Torsdag d. 12. december 20243, kl. 19.30:
Julemøde og foredraget ”SAMFUNDETS HELTE” v/biskop over Fyns Stift Mads Davidsen
Mads Davidsen, der sidste år tiltrådte som biskop over Fyns Stift, tager i sit foredrag udgangspunkt i samfundets helte – de frivillige, der også er fundamentet, som bl.a. folkekirken bygger sit virke på, når det handler om fællesskabet og sammenhængskraften i samfundet.
Ud over foredrag byder aftenen på masser af julesange, julehygge, gran, æbleskiver og hjemmebag – og Luciaoptog med omkring 80 deltagende efterskoleelever. En meget stemningsfuld foredragsaften.

Torsdag d. 9. januar 2025, kl. 19.30:
” JEG VIL DØ” v/journalist og tidl. TV-vært Søren Benthin
I september 2008 var Søren med i en helikopter, som skulle filme en hjemmeværnsøvelse på Kirke Saaby Stadion. Uheldigvis styrtede helikopteren ned! 75 meters frit fald! Mere end 2 x Rundetårn. Søren overlevede mod alle odds. Men det var en udsigt til et liv med svært handicap. Søren, sundhedsvæsenet og skæbnen ville det anderledes.
Kom og hør den helt utrolige historie om Sørens kamp tilbage til livet, om op- og nedture på godt og ondt, om at miste lysten til livet – og få den igen. Det er historien om gode venner, og det berømte ”spark i bagdelen”. Det er historien om miraklet, ingen havde forvente

Torsdag, den 6. februar 2025, kl. 19.30:
”NÅR VI ÅNDER I TAKT” v/Dorthe Løwendahl Bomann
Dorthe Løwendahl Bomann har sammen med Niels Hausgaard skrevet bogen “Når vi ånder i takt”. I et underholdende foredrag får du anekdoter og et unikt indblik i, hvordan bogen blev til. Du får spændende fakta om, hvad der sker i mennesket, når vi fortæller historier. Og ikke mindst får du noget at reflektere over i en tid, hvor verden kan synes præget af splittelse og kommunikativ støj. Det er, når vi sætter os ned og lytter til hinandens fortællinger, at vi skaber forståelse og samhørighed. For når vi rækker ud, rækker vi også ind i hinanden. Det er der, vi ånder i takt.

Torsdag d. 13. marts 2025, kl. 19.30:
”OPLEVELSER MED DGI VERDENSHOLDET” v/2 tidligere verdensholdsgymnaster.
Hvert andet år rejser 28 unge gymnaster med DGI Verdensholdet. Rejsen giver en masse oplevelser, men det er også rejser, der byder på en masse udfordringer, som er med til at udvikle en som person.
Kom og hør et spændende foredrag med gymnaster fra de seneste hold, som fortæller om deres oplevelser og viser både billeder og film fra turen.

Søndag, den 13. april 2025, kl. 13.00:
Teatertur til Folketeatret og forestillingen ”DE URØRLIGE”
Oplev Preben Kristensen og Arian Kashef som det umage makkerpar i teaterversionen af en af fransk films største succeser. ”De urørlige” er baseret på en sand historie og anses som en af verdens bedste ”feel-good” komedier.
Efter forestillingen finder vi et godt sted, hvor vi kan parkere med bussen, og hvor vi serverer mousserende vin og ”teater-tapas”.
Bussen samler os op ved Sorø Hallen, Ringstedvej, Sorø, kl. 13.00.
Forventet hjemkomst kl. ca. 20.45. Pris pr. deltager: kr. 650,00 alt inkl.
Tilmelding efter ”først-til-mølle-princippet” til Hanne Olsen – vi fylder en bus. Tilmelding er bindende!

Søndag d. 1. juni 2025:
Sommerudflugt. Program udsendes senere til medlemmerne.

Thomas Larsen. Foto: Gyldendal