Sorø og omegns Højskoleforening har besluttet at aflyse foredragsarrangementet og julemødet på torsdag den 9. december på Sorø Gymnastikefterskole. Aflysningen begrundes med de høje coronasmittetal.
“Som situationen ser ud nu, giver det ikke mening, at vi kommer omkring 150 personer og holder vores julemøde på Sorø Gymnastikefterskole med risiko for, at en superspreder lægger efterskolen ned,” oplyser formand for Højskoleforeningen, Sonja Lund.
“Selvom skolen selv har sikret, at eleverne er testet og klar til Luciaoptog for os, så kan vi ikke fraskrive os ansvaret for at bringe smitten ind. Og på trods af Coronapas, så ved vi jo godt, at det ikke er en garanti, når vi ser, hvordan smitten udvikler sig lige i øjeblikket.”
Højskoleforeningen vil til gengæld forsøge at forlænge deres sæson, så de i stedet får besøg af foredragsholder, præst og tidligere jægersoldat, Stephen Egede Glahn, i april 202 til et alletiders godt forårsmøde.
De sender en personlig mail til alle deres medlemmer om aflysningen – og håber på forståelse for deres forsigtighed og beslutning.