Sorø Event og Turist har sendt Sorø Magazine 2014 på gaden. De 52 glittede sider fyldt med inspiration og information om byen kan hentes på turistkontoret, Torvet 2.
En række personer fremhæver Sorøs mange fordele, heriblandt den nye borgmester Gert Jørgensen, der skriver: “Er du til fordybelse, fred og ro, eller vil du helst være på farven fra morgen til aften i din ferie? Så er Sorø-egnen lige stedet for dig.”
Læs bl.a. om byens kulturinstitutioner og årets store begivenheder, set fra en turists synsvinkel: Kyndelmisse, Smag i Sorø, Klassisk Køredag, Sange i Sommernatten, Jeppe på Karnevel, Sorø Internationale Musikfestival, Ro-Regatta, Jazzfestival, Lions Marked, Børneloppemarked, Kulturel Bierfest, Kongskilde Marked og Juletræstændingen 2014. Artiklerne kan læses på dansk, engelsk og tysk!
Magasinet henvender sig også til potentielle tilflyttere. Indbyggere interviewes om, hvad de holder mest af. Maria Boesen anbefaler Tersløsegaard, jazzfestivalen og Hauchs Physiske Cabinet. Mads Kruse-Andersen anbefaler klosterkirken, flommen på cykel, picnic i Akademihaven og Ro-Regatta.