Sorø Kommunes kommunalbestyrelse har godkendt at indgå en betinget købsaftale af hele den udbudte storparcel A på i alt 78.200 m2 i Pilegårdstrekanten i Dianalund til Selmer Gruppen A/S. Selmer Gruppen A/S forventer at udvikle og opføre op mod 120 moderne rækkehuse og et mindre antal parcelhuse i det attraktive område i Dianalund.
Sorø Kommunes kommunalbestyrelse har godkendt at indgå en betinget købsaftale af hele den udbudte storparcel A på i alt 78.200 m2 i Pilegårdstrekanten i Dianalund til Selmer Gruppen A/S. Selmer Gruppen forventer at udvikle og opføre op mod 120 moderne rækkehuse og et mindre antal parcelhuse på grunden, og at de første boliger vil være klar til indflytning i 2027, hvis alt går vel.
Borgmester i Sorø Kommune, Gert Jørgensen, ser frem til at følge udviklingen i Pilegårdstrekanten:
”Det er et af temaerne i Sorø Kommunes Vision 2026 at arbejde for levende og bæredygtige lokalsamfund og øge bosætningen i lokalsamfundene. Derfor glæder jeg mig over udsigten til op mod 120 moderne og energivenlige boliger i et attraktivt område i Dianalund tæt på både skov og natur, daginstitution og skole. Med Selmer Gruppen har vi fundet en solid samarbejdspartner til at udvikle området med blik for løsninger, der har potentiale til at skabe liv i området.”
Partner & Udviklingschef i Selmer Gruppen A/S, Lasse Kauffeldt Kæseler, udtaler:
”Vi er meget glade og stolte over at have vundet dette udbud i Sorø Kommune og ser frem til at skabe et nyt, attraktivt boligområde i Dianalund. Vores fokus vil være på at udvikle og opføre DGNB-certificerede og funktionelle boliger, der matcher efterspørgslen på moderne seniorvenlige og familievenlige boliger i Sorø Kommune. Dette projekt understreger endnu engang vores strategi om at være meget aktive på Sjælland.”
To øvrige etaper i området følger
Der er endnu to etaper i Pilegårdstrekanten – etape B og C – som endnu ikke er kommet i udbud. Her er der mulighed for en række forskellige boligtyper, såsom parcelhusbyggeri, tæt-lav bebyggelse, etageboliger og fælleshus. Derudover er der mulighed for institutioner såsom plejehjem, daginstitution og bofællesskaber. Det er endnu ikke fastlagt, hvornår de to etaper kommer i udbud.
