Sorø Kommune har netop fået tilsagn fra Erhvervsstyrelsen om støtte på 10 mio. kr. til realiseringen af et ambitiøst byudviklingsprojekt i Sorø. Erhvervsminister Morten Bødskov besøgte torsdag Sorø for at få et indblik i byens erhvervsudvikling og helhedsplanens samspil med projektet.

Sorø viste sig fra sin bedste side med høj sol og blå himmel, da Sorø Kommunes borgmester Gert Jørgensen torsdag den 10. april kunne byde erhvervsminister Morten Bødskov velkommen til byen. Ministeren havde meldt sin ankomst i anledning af, at Sorø Kommune har fået tilsagn fra Erhvervsstyrelsen om støtte på 10 mio. kroner til realiseringen af et ambitiøst bymidteprojekt i Sorø.

Projektet er forankret i kommunens eksisterende Helhedsplan for Sorø Bymidte og understøtter både de strategiske målsætninger for den lokale erhvervsudvikling og byudvikling.

Gåtur gennem bymidten satte fokus på erhvervsudvikling og lokale samarbejder

Ministeren blev inviteret på en gåtur med borgmester Gert Jørgensen og Planchef i Sorø Kommune Simon Jakobsen fra Alléen med de smukke, gamle lindetræer gennem handelsgaden Storgade til Torvet og Sorøs historiske tidligere rådhus.

Undervejs fik han indblik i byens erhvervsudvikling og helhedsplanens samspil med erhvervsprojektet. Han talte desuden med den lokale erhvervsdrivende Line Jørnow fra Øjensynlig, formand for Sorø Erhvervsudviklingsråd Malene Frandsen og erhvervschef Laila Carlsen fra Sorø Erhverv om blandt andet styrkelse af forretnings- og kompetenceudviklingen af de lokale erhvervsdrivende og af by-samarbejdet på tværs af erhvervsliv, kulturliv og uddannelsesinstitutioner.

Inden besøgets afslutning fik ministeren også lejlighed til at tale med direktør for Destination Sjælland, Morten Jensen, om samspillet mellem oplevelsesøkonomi og erhvervsudviklingen i bymidten.

Borgmester Gert Jørgensen udtaler:

”Det var en fornøjelse at vise vores smukke og historiske by frem for erhvervsministeren, og jeg vil gerne takke de lokale aktører, der stillede sig til rådighed ved besøget. I fællesskab når vi længere, og erhvervslivets engagement og idéer er en vigtig faktor for projektets succes og for vores fælles arbejde for Sorø Bymidte som en attraktiv, levende og bæredygtig handels- og oplevelsesdestination. Med støtten fra Erhvervsstyrelsen ser vi nu frem til at realisere projektets fulde potentiale til gavn for Sorø Bymidte.”

Fra venstre: Formand for Indstillingsudvalg for bæredygtig byudvikling John Wagner, erhvervsminister Morten Bødskov, borgmester i Sorø Kommune Gert Jørgensen og direktør i Destination Sjælland Morten Jensen. Foto: Sorø Kommune