Sorø Kommune ændrer grænseværdierne for udbud af håndværkerydelser under 30.000 kr. for at gøre det nemmere for håndværksvirksomheder at byde på opgaver. Samtidig bliver udbudsarbejdet også lettet for kommunens administration. Ændringen sker på baggrund af et godt samarbejde og erfaringsudveksling mellem kommune og erhvervsliv.

Sorø Kommunes kommunalbestyrelse har besluttet at ændre grænseværdierne for udbud på håndværkerydelser under 30.000 kr. De hidtidige grænseværdier og tilhørende procedurer har været administrativt tunge og unødigt komplicerede for håndværksvirksomhederne, særligt når der har været tale om mindre opgaver.

Samtidig udskifter Sorø Kommune det kvalifikationssystem, der bliver brugt til at håndtere udbuddene, med kommunens eget system Power Automate. Power Automate udvælger automatisk og vilkårligt tre af kommunens registrerede og godkendte leverandører, som får mulighed for at byde på opgaven.

Bo Christensen, formand for Natur, Teknik og Planudvalget, udtaler:

”Vi har sammen med erhvervslivet i Sorø Kommune arbejdet på at gøre samarbejdet mellem kommune og håndværksvirksomheder mere smidigt. Med de ændringer vi nu har vedtaget, forventes det, at kommunens arbejde ved udbud af mindre opgaver bliver mindre bureaukratisk og lettere for håndværksvirksomhederne at kunne gå til.”

Godt samarbejde mellem kommune og håndværksvirksomheder

Sorø Erhverv og Sorø Kommune nedsatte i 2022 i samarbejde med en række håndværksvirksomheder en fokusgruppe, som jævnligt mødes med henblik på at drøfte blandt andet udbud af kommunale opgaver, og generelt set har fokus på, at samarbejdet mellem kommunen og håndværksvirksomhederne hele tiden udvikles og optimeres.

Forslaget om ændringen af udbudsgrænserne har været drøftet i gruppen flere gange. Henrik Oscar Henriksen, indehaver af Henrik Oscar Henriksen ApS, autoriseret kloak- og brolæggervirksomhed, er en del af fokusgruppen og udtaler:

”Vi har et godt samarbejde, hvor der både fra kommunens og fra erhvervslivets side bliver lyttet. Jeg er meget glad for, at det nu betyder, at det bliver mere enkelt for håndværksvirksomheder at byde på opgaver fra kommunen.”

Det betyder ændringerne

Mindre opgaver mellem 0-10.000 kr. kan Sorø Kommunes Teknisk Service enten selv udføre, eller der kan indhentes tilbud via mail eller telefon. Den tidligere grænseværdi var fra 0-5.000 kr.

Opgaver mellem 10.001-30.000 kr. sendes i udbud via Sorø Kommunes system Power Automate. I Power Automate sker der en automatisk og vilkårlig udvælgelse af tre af de registrerede og godkendte leverandører, som får mulighed for at byde på opgaven via mail. Den tidligere grænseværdi var fra 5.001-30.000 kr.

 

Foto: ABW