Den første koncert i Sorø Internationale Musikfestival er med Ars Nova Copenhagen og Messiaen Quartet Copenhagen, dirigeret af Søren Kinch Hansen. Det sker onsdag den 7. juli kl. 20.00 i Sorø Klosterkirke.
Billetpris 150 kr. Børn og Unge under 18 år gratis. Billetsalget starter 23. juni. Bestil billetter her.
I maj 2020 uropfører Ars Nova Copenhagen under ledelse af Søren Kinch Hansen sammen med Messian Quartet Copenhagen et stykke af Peter Bruun med titlen The Rain at Sea skrevet til de to ensembler. Stykket vil indgå i et program, som også kommer til at omfatte værker opført af ensemblerne hver for sig.
Per Nørgård: Singe die Gärten for kor, klaver og cello
Peter Bruun: Merman on the Shore, for klarinet, melodica, violin og cello
Niels Rosing-Schow: Where the Willows meet , for kor
Juliana Hudkinson: Grænseland, for kor
Peter Bruun: The wind at Sea for kor, klarinet, klaver, violin og cello
Ars Nova Copenhagen blev grundlagt i 1979 og har for længst etableret sig som et af verdens fineste vokalensembler. Ensemblets chefdirigent og kunstneriske leder er og har siden 2003 været den anerkendte engelske dirigent Paul Hillier. Ensemblet har specialiseret sig i fortolkningen af renæssancens polyfone kormusik og ny vokalmusik, der udføres med præcision og nerve og med en sound, som vækker opmærksomhed overalt i verden. Ensemblet har igennem årene turneret i mere end 35 lande, og er med en årlig koncertsæson i København og Århus, adskillige koncerter i det øvrige Danmark og tilbagevendende turnéer verden over, i dag mere efterspurgt end nogensinde. I 2015 besøgte Ars Nova bl.a. Ukraine, Tjekkiet og Kina på en længere turné, som en del af det danske kulturfremstød, og i 2016 samtlige nordiske lande samt Tyskland og Schweitz.
Ars Nova har indspillet en lang række cd’er, der har vundet adskillige priser; heriblandt en Grammy for The Little Match Girl Passion med musik af David Lang (med Theatre of Voices på Harmonia Mundi). De seneste udgivelser er First Drop (Cantaloupe) fra april 2017 med værker af bl.a. David Lang, Michael Gordon, Louis Andriessen, Steve Reich, Terry Riley og Howard Skempton og Crossing Borders (Dacapo) med musik af Carl Nielsen, Niels W. Gade, Vagn Holmboe, Wilhelm Stenhammer og Line Tjørnhøj. Begge cd’er har modtaget topanmeldelser i pressen.
Heinrich Schütz har en helt særlig plads hos Ars Nova, idet gruppen i årene 2008-2011 har indspillet komponistens samlede dramatiske værker til påske og jul. De fire cd’er (Dacapo) har høstet utallige roser i både ind- og udland. I forlængelse heraf blev gruppen i oktober 2014 inviteret til at være artist in residence ved den tyske Heinrich Schütz Musikfest i og omkring komponistens hjemby Dresden.
Andre nyere udgivelser er Creator Spiritus med musik af Arvo Pärt og The Christmas Story (Harmonia Mundi), Gallos Y Huesos | Notker med musik af den argentinske komponist Pablo Ortiz (Orchid Classics) og The Golden Age of Danish Partsongs (Dacapo) med musik af en perlerække af de bedste danske vokalkomponister fra de seneste 200 år.
Ars Nova er en del af Tenso – Det europæiske netværk for professionelle kammerkor.
Søren Kinch Hansen (*1955) er uddannet ved konservatorierne i Esbjerg, Århus og Stockholm. Han er docent i kor- og ensembleledelse ved Det jyske Musikkonservatorium og er desuden fast dirigent for Århus Sinfonietta samt fra 2011 tillige dirigent for Århus Universitetskor. Fra 2003-2011 var han kunstnerisk leder af Den Jyske Operas kor. Søren Kinch Hansen er især anerkendt for sit arbejde med sjældnere hørte værker og den nyere musik, men har også dyrket det klassiske opera-repertoire med opsætninger af bl.a. Benjamin Brittens Peter Grimes, Tjaikovskijs Eugen Onegin og Monteverdis Poppeas Kroning. Han er desuden medstifter af Vokalensemblet GAIA og har i mere end 25 år været korets faste dirigent.