Pressemeddelelse fra Foreningen til Udgivelse af Sorø-kalenderen
26. oktober 2019
Udgivelsen af Sorø-kalenderen for 2020 blev markeret lørdag den 26. oktober ved en lille festlighed i Bog & Idé på Storgade. Borgmester Gert Jørgensen ”klippede snoren” og åbnede dermed for salget, og kalenderen kan nu købes flere steder i kommunen for 100 kr.
Borgmesteren glædede sig over, at kalenderen bidrager til at sætte Sorø ikke blot på landkortet, men også på verdenskortet, fordi den bliver spredt vidt omkring som gave fra Sorø Kommune. Han var også glad for, at de mange billeder, som Kalenderudvalget hver måned bliver præsenteret for, bliver overdraget til Lokalhistorisk Arkiv.
Formanden for Kalenderforeningen, Hanne Juel Christoffersen, takkede de mange erhvervsdrivende i Sorø, der gør det muligt at udgive en kalender, og hun udtaler: ”Jeg håber, at vi får udsolgt, så vi kan donere et stort beløb til værestedet Mælkebøtten i Grønlands hovedstad Nuuk. Pengene vil gå til bespisning af de udsatte børn, der søger til værestedet.” Hun tilføjer, at kalenderen er velegnet som firmagave, værtindegave og julegave til personer med tilknytning til Sorø.
Kalenderen, der er produceret hos Lemann Grafisk i Stenmagle, kan købes hos Bog & Idé på Storgade og i Dianalund Centret, SuperBrugsen på Frederiksberg, Silkegrønt, Kroppens Hus, Sydbank, Sorø Kunstmuseum og Broby Planteskole.