Vil du også være med til at skabe Sorø Juleby?
Sorø Handel & Service knokler pt med de sidste detaljer på Sorø Juleby 2019. Foreningen har indkøbt ti fine julehuse, som skal stå pyntet med gran og julelys på Torvet i hele december måned. Alle lørdage og søndage samt lillejuleaftens dag vil der være spændende ting at opleve og købe i de mange boder. Der bliver alt fra kunst og håndværk, smykker, delikatesser, tøj, cremer og meget mere.
Julebyen er næsten helt fyldt op alle dage, men der er enkelte ledige huse tilbage på udvalgte datoer. Derfor søger vi produktive soranere eller andre, der kunne tænke sig at sælge lækkerier fra de sidste julehuse. Vi søger især noget julerelateret, såsom julepynt, nisser, gløgg e.l., men andre ting er også velkomne.
Der er få ledige huse den 7., 8., 14., 21., 22. og 23., og det koster 200 kr. pr. dag at leje et hus (300 for sammenhængende lørdag-søndag). Husene udlejes efter først-til-mølle princippet – dog forbeholder Sorø Handel og Service sig ret til at prioritere bestemte varegrupper. Skulle du have lyst til at høre mere om leje af julehuse, så kontakt venligst Katrine på katrine@inbetween.dk
Sorø Handel og Service får hjælp af de aktive unge mennesker fra SUP (Sorø UngdomsProjekt) til at opstille og passe julebyen, og spejderne vil naturligvis også være på Torvet med juletræssalg.
Vi glæder os meget til at byde jer alle velkommen i julebyen den 1. december, når byens juletræ tændes. Der vil komme meget mere information om julebyen og juletræstændingen her på Dit Sorø.