Vinterglatte veje kan sende de fleste vestsjællændere på slingrekurs. Men der er rig mulighed for at øve både køre- og reaktionsevne, når GF Fonden og GF Vestsjælland inviterer til glatførekursus fredag den 28. oktober på Køreteknisk Anlæg på Kalundborgvej 84 i Sorø.
Inden deltagerne sætter sig bag rattet, får de ny og vigtig viden om vinterkørsel, så de er klar til at give det glatte lag til de glatte veje.
Når deltagerne bliver sluppet løs på anlægget, får de mulighed for at teste, hvordan deres bil og dem selv reagerer i glat og usikkert føre. Det hele foregår naturligvis under sikre og kontrollerede forhold.
En halv time inden holdstart bydes der på kaffe og let forplejning.
Begrænset antal pladser – tilmelding nødvendig
Kurset koster 100 kroner pr. deltager med bil. Hele seancen varer cirka 2 timer, og der er holdstart kl. 08.00, kl. 10.00, kl. 12.00 og kl. 14.00.
Alle bilister er velkommen, men der er et begrænset antal pladser, så det er med at være hurtig, hvis man vil sikre sig en plads.
Tilmelding foregår på www.tilmeld.events/koereform-soroe-2022.