Der er godt gang i udvidelsen af fjernvarmenettet, og i disse dage må mange gasfyr lade livet.
Sorø Fjernvarme løber stærkt og gør alt, hvad de kan for at få fjernvarmen ud til jer, der har bestilt.
Det er et kæmpe anlægsarbejde at etablere fjernvarme, og det er næppe gået nogens næse forbi, at der graves flere steder i byen på samme tid. Det kan være frustrerende, når veje spærres af, og alternative ruter må tages i brug.
Sorø Fjernvarme graver netop nu fire forskellige steder i byen:
Søskovvej og Præstelodden
Slagelsevej: Fra Albertikrydset til Kirkevej. Udover Slagelsevej graver vi p.t. på Ll. Ladegaardsvej, Vibevej, Bakkevej, Lærkevej og Kongebrovej. Gravearbejdet påvirker trafikken, hvilket du kan læse mere om her.
Feldskovvej: Stykket mellem Banevej og Skælskørvej
Ringstedvej/Vindelbro: Den nordlige side af Ringstedvej samt Vindelbro
Fra udvendig til indvendig installation
Vær opmærksom på, at der kan gå et godt stykke tid fra stikledningen er lagt i din indkørsel til, at VVS’eren kommer og færdiggør installationen indvendigt. Det skyldes, at de lukker op for vandet i de nye fjernvarmerør for et større område af gangen, og det er først, når der er vand i rørene, at VVS’eren kan gå i gang indvendigt.
Sorø Fjernvarme er selv frustrerede over ikke at kunne svare mere præcist, end de gør. De afventer netop nu en nærmere tidsplan for ‘Etape 1’, og så snart den er klar, melder de noget mere konkret ud på hjemmesiden.
VIDSTE DU?
Gravearbejdet på Slagelsevej er en hovedledning. Den kommer til at forsyne begge sider af Slagelsevej og alle tilstødende veje helt op til Abildvej. Det er derfor halvdelen af ”Etape 1” (ca. 325 nye kunder), som er afhængige af det gravearbejde, der foregår netop nu på Slagelsevej.
Overskudsvarme fra Hørkram
Sorø Bioenergi skal fremadrettet aftage Hørkrams overskudsvarme. Set med miljøbriller er overskudsvarme klart at foretrække, – energien er skabt, miljøpåvirkningen er sket, og nu bliver den udnyttet så godt som muligt.
Hørkrams mængde af overskudsvarme er bestemt ikke ubetydelig. Den udgør nemlig 1/5 af den varme, som Sorø Bioenergi producerer i dag. Overskudsvarmen vil derfor fortrænge brugen af naturgas og lokal skovflis til gavn for klimaet. Rørføringen fra Hørkram til Sorø Bioenergi forventes at være klar først på sommeren 2024. Læs mere her.