Af Anja Al-Erhayem, kandidat til kommunalvalget for Socialdemokratiet

Som nyhedsvært på TV2 ØST har jeg gang på gang oplevet mange politikeres løfter op til kommunalvalg. Jeg har hørt dem love store ændringer og forandringer. Men vi ved alle, at virkeligheden ofte er mere kompleks. Det er derfor, jeg ikke lover guld og grønne skove. Men én ting kan jeg love: Jeg vil arbejde for et bedre Sorø. Jeg vil lytte til borgerne, engagere mig og tage ansvar for at skabe trygge fællesskaber og styrke de velfærdsordninger, som vores kommune er afhængig af.

Som ny kandidat til kommunalvalget i Sorø, vil jeg gerne starte med at dele noget. Jeg har boet i Sorø i 20 år og gennem min erfaring som TV-vært på TV2 ØST, har jeg opdaget flere og flere af Sorøs mange perler. Det er ikke kun vores smukke landskaber og historiske charme, der gør Sorø til et fantastisk sted at bo og arbejde – det er også de mennesker og initiativer, der hver dag bidrager til fællesskabet og udviklingen.

Senest har jeg haft fornøjelsen af at deltage i årsmøder hos både Frederiksberg Lokalråd og Ruds Vedby Lokalråd. Det var utrolig inspirerende at mærke den energi og det engagement, der er i lokalsamfundene. Folk deler deres visioner og idéer for, hvordan vores fællesområder kan udvikles og det er netop sådanne lokale fællesskab, vi skal værne om. I Ruds Vedby blev årshjulet gennemgået med spændende, sjove og hyggelige arrangementer, Et værn mod isolation og ensomhed.

Et godt eksempel på, hvordan et lokalt initiativ kan skabe forandring, er Sorø Station. Engang et sted præget af tomme bygninger, er stationen i dag et levende samlingspunkt, hvor passionerede iværksættere har skabt en café, kontorer for over 30 personer og spændende arrangementer. Deres ildsjæleindsats viser, hvordan lokal opfindsomhed og vilje til at tage ansvar kan forvandle et sted og skabe både arbejdspladser og fællesskab.

For at skabe et Sorø, hvor vi har plads til både udvikling og trivsel, skal vi fokusere på at bevare og videreudvikle de gode forhold for både store og små virksomheder. Jeg vil arbejde for, at vi skaber rammerne for, at iværksættere og virksomheder kan trives, samtidig med at vi har en offentlig sektor, der tager sig af de ældre, børn og de svageste grupper i samfundet. Det handler om at finde en balance, hvor både innovation og velfærd går hånd i hånd.

Jeg tror på, at håb skaber handling, og det er netop den tanke, jeg sammen med den socialdemokratiske gruppe, ønsker at fremme gennem mit arbejde som politiker. Når vi finder håb og samarbejde i vores lokale fællesskaber, kan vi stå stærkere – både i modgang og i medgang. Det er min drivkraft, og det er den tankegang, jeg vil tage med mig ind i arbejdet for en bedre kommune.

I mit arbejde som politiker vil jeg fortsætte med at fremhæve de små, men betydningsfulde initiativer, der allerede gør en forskel i Sorø – som i min TikTok-serie Sorøs Perler, hvor jeg deler historier om, hvordan vores kommune allerede rummer utallige perler, der gør en stor forskel for både nuværende og kommende borgere.

Jeg er klar til at tage ansvar for at videreudvikle Sorø og sikre, at vi skaber et stærkt, bæredygtigt og sammenhængende samfund.