Sorø Kommunes borgmester, Gert Jørgensen, er udpeget til post i ny national erhvervsfremmebestyrelse.
Borgmester Gert Jørgensen, Sorø Kommune, er udpeget til en post i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, der etableres som led i den nye lov om erhvervsfremme, der træder i kraft 1. januar 2019.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse får til opgave at lægge strategien for den regionale erhvervsfremmeindsats i hele landet. Gert Jørgensen siger:
– Jeg er taknemmelig for, at jeg får muligheden for at være med til at sætte en retning for hele Danmark på erhvervsfremmeområdet. Opgaven bliver at sikre, at vi som et lille land kan bevare vores rolle som foregangsland inden for mange forskellige erhverv, og hvordan Danmark, blandt andet gennem digitalisering og automatisering, kan bevare vores konkurrenceevne og også i fremtiden være kendt over hele verden for bæredygtige produkter af høj kvalitet. Det er en opgave, jeg går til med stor ydmyghed.
Det er ingen hemmelighed, at erhvervsudvikling og erhvervsfremme ligger Sorø-borgmesteren meget på sinde.
– Jeg har tidligere arbejdet med finansiering og rådgivning af virksomheder og investorer, og som borgmester har jeg fået et indgående kendskab til de mange faktorer og rammevilkår, som har betydning for erhvervslivet. Jeg ser frem til at kunne bidrage med viden og erfaringer fra både den private og den offentlige sektor, siger han.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse får sekretariat i Silkeborg og får til opgave at igangsætte og finansiere decentrale erhvervsfremmeindsatser, der skal være til gavn for virksomheder i hele Danmark. Erhvervsfremmebestyrelsen erstatter Danmarks Vækstråd og de regionale vækstfora, der nedlægges.