Af Gert Jørgensen, Borgmester i Sorø Kommune
Nu må danskerne gå i fitnesscentret, tage i Tivoli og mødes i forsamlinger på op til 50 personer. Men offentligt ansatte administrative medarbejdere øst for Storebælt skal fortsat arbejde hjemmefra. Hvor er logikken?
Som borgmester har jeg stor respekt for regeringens håndtering af coronakrisen og den igangværende gradvise genåbning af samfundet, som har krævet – og stadig kræver – mange svære beslutninger med stor betydning for vores samfund og økonomi.
I min kommune har vi bakket op om strategien fra dag 1 og omhyggeligt fulgt de centrale myndigheders anvisninger gennem hele den gradvise genåbning.
Men nu undrer jeg mig.
Vi er i dag trådt ind i genåbningens fase 3, som betyder, at danskerne nu igen kan tage i fitnesscentret og svømmehallen, gå i Tivoli og holde sommerfester med op til 50 gæster. Det er alt sammen glædeligt og positivt – naturligvis især fordi, det er et udtryk for, at pandemien er på retur, og at vi som samfund betragtet er sluppet særdeles nådigt igennem.
Jeg havde dog håbet, at også de administrative offentligt ansatte øst for Storebælt ville være omfattet af genåbningens fase 3. Kollegerne vest for Storebælt fik som bekendt lov til at møde på arbejde fra den 27. maj.
Den manglende udmelding i forhold til de administrative funktioner i Østdanmark sætter kommunerne i et bizart dilemma. Der er nemlig en kattelem i genåbningsaftalens formulering gående på, at områder, som er særligt udsatte for ”sagspukler” kan møde ind.
Erfaringerne fra de seneste måneders hjemmearbejde viser tydeligt, at rigtig mange administrative opgaver kan løses glimrende hjemmefra. Fra flere steder meldes sågar om en produktivitetsfremgang. Det er selvfølgelig positivt.
Men en ting er, at hjemmearbejdet kan fungere – og har fungeret – fint i en periode. Noget andet er, hvis den periode bliver for lang. Så er det ikke længere et spørgsmål om at kunne løse presserende opgaver i en krisetid, men om at få en kommunes daglige drift og udvikling til at fungere tilfredsstillende, så vi fortsat kan tage hånd om kommunens opgaver i forhold til vores borgere og erhvervsliv.
For hvem skal afgøre, hvornår noget udgør en ”sagspukkel”?
Er der risiko for sagspukler, hvis en erhvervschef undlader at mødes med en kriseramt virksomhed? Hvis en UU-vejleder undlader at mødes med en ung borger for at hjælpe den unge godt i gang med en ungdomsuddannelse? Hvis en projektgruppe undlader at mødes for at få styr på de sidste løse ender, inden en stor opgave kan sendes i udbud?
Næppe. Her er der ikke tale om opgaver, som hober sig op i store bunker på et skrivebord. Men der er tale om vigtige opgaver, som kan kræve at man mødes og ser hinanden i øjnene, for at man kan komme videre.
I min optik er alle kommunens administrative opgaver vigtige. Ellers fandtes de ikke.
Der findes ikke én medarbejder i min kommune, som går på arbejde for sjov. Alle går på arbejde, for at løse opgaver, som vi i Byrådet har vurderet skal løses for – og i samspil med – kommunens borgere, foreninger og virksomheder. Og netop samspillet omkring opgaveløsningen bliver udfordret, når medarbejderne nu går ind i den tredje måned med hjemmearbejde.
Så, kære regering, har I glemt os? Vi sover med støvlerne på og glæder os til at blive en del af genåbningen. Hellere før end siden.
