Så har projekt SPIS SORØ afholdt fire spændende arrangementer i september. Vi har spist dyr fra skoven, fisk fra søerne, urter og frugter fra naturen og fra private haver. Dertil chokoladeboller, krydderier og medicinplanter fra Apotekerhaven i Sorø.
Projektet er startet op af lokale ildsjæle, der gerne vil arbejde for, at vi i Sorø kan spise og dyrke egne fødevarer til gavn for både sundheden, miljøet og turister i byen.
René de la Cruz, Tonie Bjørneskov, Gitte Torp, Jørgen Gornitzka, Mette Herget, Ella Hilker og Anne Grete Rasmussen skriver i en pressemeddelelse:
“Vi har søer, der kan give os masser af god spisefisk, og skove vrimler med rådyr som er velsmagende, sunde og økologiske. I skovene er der lige nu masser af spiselige svampe, frugter, nødder og krydderurter. Og haverne bugner af æbler og vintergrønsager.
Vi siger tak for den store opbakning projektet har haft, og inviterer alle soranere til en happening den 13. oktober, hvor ”SORØ SPISER VILDT”. Der vil være naturoplevelser, smagsprøver og efterfølgende menu på Kongskilde Friluftsgård. Vi skal sammen pelse dyr, plukke fasaner, ænder, svampe, urter, frugter og krydderier og tilberede manden fra den skønne soranske natur. Dertil årstidens dessert, kaffe og hjemmelavet chokolade.
I løbet af eftermiddagen vil der være oplæg om de forskellige temaer, der er blevet arbejdet med i projektet. Kom og hør om gode spisefisk fra Sorø søerne, om vilde urter er sunde eller giftige, og om vi kan spise nogle af alle de rådyr, der er i overskud i skovene. På dagen vil vi gerne diskutere, hvordan vi kan producere og sælge vores fødevarer mere lokalt.
Det vil kunne tiltrække familier til området, hvis vi i fællesskab får sat gang i de oplevelser den dejlige natur og de dejlige råvarer kan give os. Vi mener vores natur har et stort potentiale for en fremtidig kommerciel gren og vil gerne diskutere hvordan vi kan komme videre.”
Tilmelding til det vilde spiseri er nødvendig til Gitte 2927 5089 eller FruGrøn 20652065.