Det er ikke kun landmænd og haveejere der stikker fingeren i jorden kigger efter foråret med sol og milde vinde. Roerne går hvileløst rundt ved Sorø sø og prøver flere gange dagligt, hvor tyk Smalsøens is er. Det må få en ende – aldrig er klubbens roere kommet så sent på vandet efter en vintersæson. De har mistet er 1½ måneds roning på vandet.
Ved søndagens standerhejsning fortalte formand Merete Leisted Busk om roernes form efter vintertræningen – aldrig er der blevet trænet sådan igennem af så mange medlemmer som i denne vinter.
Træningen har foregået på tværs af køn og alder og der har været stor tilslutning fra såvel klubbens mange unge som de voksne fra 30 år og opefter – der er virkelig blevet svedt igennem. Tirsdagens rospinning og ”Gert-gymnastikken” har været rene trækplastre – med 50-60 deltagere i alle aldre. I vinter har den trange plads i bådhal 1 virkelig trængt roerne sammen – der har grundet den store deltagelse ikke været plads til de store armbevægelser. Men idemandsoplæringen har fungeret optimalt.
Rotræningen har i den sidste måned været målrettet mod forberedelse til de første kaproninger og der har været trænet i hold 2-, 4- og 8 slide, således at de enkelte hold er klar til at sætte sig i bådene, så snart isen er smeltet. Træner Gert Busk glæder sig om nogen til igen at komme på vandet i den nye trænerbåd, som Sorø Spare- og Laanekasses Fond søsatte ved sæsonafslutningen sidste efterår.
Op til standerhejsningen har der været fokus på sikkerhed til søs: Roklubben har afviklet et velbesøgt sikkerhedskursus med bl.a. Thomas Thougaard og Bjarne Hjorth og ”sjov svømmedag”.