PRESSEMEDDELELSE

Rallykørere vil gøre reklame for Sorø!

Det lokale rallyteam fra Sorø, Kim Madsen og Kasper Sørensen, har besluttet at Sorø skal på landkortet som en aktiv by. Med baggrund i et nyt sponsorkoncept kaldet “Sorø på vej”, vil de medvirke til at markedsføre Sorø på en ny og spændende måde.

Ved den seneste afdeling af Danmarksmesterskabet i rally, som blev kørt i Sønderborg, opnåede Kim og Kasper en imponerende 4. plads blandt alle kørere. På trods af, at de fik motorskade i den første afdeling, ligger de nu på en 7. plads i den samlede DM-stilling.

Næste gang har rallyparret hjemmebane i det lokale “Caramba Rally Slagelse” den 19. og 20. august 2011, og her ser de frem mod at kunne rykke frem i DM-stillingen.

“Rallysporten er i hastig fremgang, da der er kommet nogle professionelle folk bag arrangementerne. Det sikrer meget publikumsvenlige forhold med større fokus på at skabe et show for tilskuerne. Samtidig bliver der vist sammendrag af alle løbene på TV2 Sport, så publikum både har mulighed for at følge med live og derhjemme foran TV-skærmen. Derfor synes vi også det kunne være en perfekt måde, at vise Sorø frem som en aktiv by – og særligt når vi kører i lokalområdet”, siger Kim Madsen.

Sponsorkonceptet giver lokale virksomheder mulighed for at markedsføre sig i fælleskab under navnet “Sorø på vej”, som vil få en stor synlighed på rallybilen.

Herudover vil teamet byde de deltagende virksomheder inden for i pitområdet under rallyet. Der vil også blandt deltagerne i “Sorø på vej” blive trukket lod om en tur i højresædet i teamets 300-hestes Mitsubishi Lancer. Det vil foregå fredag aften, på én af de hastighedsprøver som bliver anvendt i lørdagens løb.

Kim lover at det bliver med fuld gas, så der venter noget af en oplevelse for den heldige soraner!


Sorø på vej