Bogen ”Sorø i billeder gennem 350 år” kan lånes på Sorø Bibliotek. Den er udgivet tilbage i 1988 af Foreningen Jul i Sorøs Venner i samarbejde med redaktør Oscar Lünell.
Meget i Sorø har ændret sig siden udgivelsen, og bogen giver derfor både direkte og indirekte via billedteksten et godt indblik i byens omskiftelige historie. Det er meget interessant at se, hvordan de forskellige gader, områder og seværdigheder så ud før i tiden.
Bogen illustrerer i sagens natur primært udviklingen i den indre by, men der er også enkelte billeder med fra Pedersborg og Frederiksberg. Hvert af de mange billeder er ledsaget af en beskrivende tekst.
Billederne strækker sig fra gamle kort og købstadsprivilegierne til luftfoto af Sorø i 1947. Her er bl.a. billeder fra Sorø under besættelsen og fra købstadens 300 års jubilæum i 1938.
Billederne stammer blandt andet fra Lokalhistorisk Arkiv i Sorø. Helge Torm har været historisk rådgiver.