I år finder Ingemann-selskabets traditionelle sommermøde sted søndag den 4. juni kl. 14 – ca. 16 i Sorø.

Temaet for sommermødet er B. S. Ingemanns interesse for Danmarks middelalderhistorie, som blev vakt til live i ham, efter at han i 1822 var blevet lektor ved Sorø Akademi og fået bopæl i professorboligen ved søen. Kirkens historiske minder, især i form af skjoldefrisen, gav ham gode idéer til de historiske værker, som han tog hul på i 1824 med udgivelsen af epos’et Valdemar den Store og hans Mænd, og i 1826 fulgte romanen ”Valdemar Seier”.

Til belysning af opstarten på denne vældige litterære indsats har vi fået professor Lis Møller, gammelsoraner (årgang 1974), til at komme til Sorø for at holde foredrag med titlen

”Saxo i Sorø: B.S. Ingemanns historiske roman Valdemar Seier”.

Lis Møller oplyser forlods følgende om sit foredrag: Med afsæt i romanens indledende kapitler ser foredraget på Ingemanns fremstilling af sig selv som Saxos arvtager og på ligheder og (især) forskelle mellem krøniken og den historiske roman, som Ingemann med inspiration fra Walter Scott introducerer i dansk litteratur. Den historiske romans fascinationskraft beror bl.a. på dens detaljerede beskrivelser af lokaliteter, interiører og artefakter, der lader en svunden tid genopstå i læsernes fantasi. Foredraget stiller her skarpt på Ingemanns skildring af klosteret og klosterkirken i Sorø anno 1204.

Lis Møller er professor i Litteraturhistorie på Aarhus Universitet. Sammen med Andreas Hjort Møller, Lea Grosen Jørgensen, Simona Zetterberg-Nielsen og Berit Kjærulff har hun netop udgivet monografien Middelalderisme i dansk romantisk litteratur (Aarhus Universitetsforlag 2023).

Forud for foredraget vil der være lejlighed til at besigtige Sorø Klosterkirke med skjoldefrisen som væsentligt element den dag. Den middelalderlige frise, der blev restaureret i 1870’erne af Jacob Kornerup, til dels ret hårdt, fremtræder nu i frisk stand efter restaurering ved Nordisk Konservering, Raadvad, i 2019 i forbindelse med hovedistandsættelsen af kirken fra 2018-2022.

Arrangementet begynder ved Klosterkirkens hovedindgang kl. 14. Rundvisning v/Ann Furholt og Lis Møller. Foredraget finder sted på Sorø Akademis Bibliotek, hvor der er mulighed for kaffe og kage.

Pris: 50 kr. for medlemmer, 100 kr. for ikke-medlemmer.

Tilmelding er nødvendig og sker efter først-til-mølle-princippet ved henvendelse på mail: flemming.bruun@gmail.com eller på tlf.: 6159 2860 senest tirsdag den 30. maj.

Ingemann fylder 234 år den 28. maj!

Det er Ingemanns fødselsdag, der ligger til grund for sommermøderne i selskabets regi. Da fødselsdagen i år netop falder på pinsedag – eller er det lige omvendt? – så har bestyrelsen valgt at henlægge sommermødet til søndagen efter.

 

Lis Møller – pressefoto