Store donationer fra to lokale fonde sikrer tre gratis eftermiddagskoncerter under åben himmel i Korsør

Igen i år kan man opleve intime sommerkoncerter i Kongegaardshaven. Det foregår de sidste tre lørdage i juli kl. 13.30, og det er Kongegaarden, der er arrangør.

– Det har i mange år været muligt at opleve forskellige koncerter i Kongegaardens hyggelige have, og den tradition vil vi gerne fortsætte, siger kunsthallens udstillingsmedarbejder Birgit Lendal Beek, der sammen med undervisningsdesigner Brit Holm er initiativtager til årets koncertrække.

Sommerarrangementerne er til glæde for såvel byens borgere som sommerturisterne og er med til at styrke Korsørs kulturelle miljø omkring Kunsthal Kongegaarden i Algade. Alle tre koncerter er generøst støttet af Spar Nord Fonden og Korsør Fonden, men også Korsør Antenneselskab, Harboe Bryg og Ostebørsen har indtil videre bevilliget sponsorstøtte.

Kongegaardens personale og frivillige står for udskænkning af øl, vand, kaffe mm og guider også gerne rundt i de to aktuelle udstillinger Verdandes Have og Deep Sea Dance. I havens flagstang hænger et kunstværk af Eva Louise Buus.

– Vi vil gerne skabe sammenhæng mellem billedkunst og musik, og håber at den særlige synergi mellem kunstoplevelser for øjet og øret kan være med til at give publikum en totaloplevelse, siger Birgit Lendal Beek.

Den første koncert lørdag den 13. juli er med det lokale femmandsorkester Small Flowers, der spiller velkendt blues- og rockmusik. Bandet består af de garvede musikere: Ronny Heicker, John Lydom, Per Raabjerg, Jens Albert Nielsen og Poul-Jørgen Larsen.

John Lydom Rasmussen og Per Langer har en fortid hos ’Klør Tre’, Ronny Heicker er stadig en del af NOR og Poul-Jørgen Larsen spiller i Sorø-bandet ‘Spotlights’. De har alle spillet musik siden ungdommen og ifølge dem selv, er de fælles om at sammensætte et repertoire fra ”60’ernes gyldne skatkammer, som bestemt ikke bliver spillet for lavt!”

De fem musikere har tidligere deltaget i Korsørfestivalerne, turneret aktivt i det meste af landet og har lavet flere indspilninger. Small Flowers seneste koncert i Det Røde Pakhus i Skælskør i marts i år blev hurtigt udsolgt, så glæd jer til en fest i Kongegaardshaven lørdag den 13. juli.

Næste havekoncerter er Christina Dahl med trio den 20. juli og AK med Lukas den 27. juli. Tjek Kongegaardens hjemmeside www.kongegaarden.dk under arrangementer for meget mere information om de enkelte koncerter.

Small Flowers – pressefoto
AK – pressefoto
Christina Dahl – pressefoto