Sorø Roklubs roere gjorde store øjne på sæsonens første træningspas til Bøgholm og Hundekilde. Den tykke is havde hen over vinteren eller i forbindelse med smeltningen taget 5 ud af 7 jernstolper og resten var bukket.

Albano-systemets 7 wirer med markeringsbolde fastgøres ved den  årlige regatta til disse 7 jernstolper ved Bøgholm og til tilsvarende 7 fastgørelsespunkter i den nordlige ende af søen, godt 2000 meter væk – helt præcist ved Kongebroen.

Klubben adviserede straks Sorø Regattaen og i begyndelsen af maj sejlede syv ”søhelte” ud og besigtigede skaderne. Gode råd var dyre: hvordan fik man fundet pælene, som er mellem 6 og 8 meter lange? Hvis de var der et eller andet sted, hvordan fik man dem så efterfølgende slået fast i søbunden igen, så de kunne bruges til fastgørelse af de 7 wirer?

Udfordringer var der nok af og tiden gik – ingen havde i planlægningen taget højde for dette merarbejde for søens helte. Ingen havde kunnet tage højde for evt. merudgifter. Flere talte om mulighed for at få hjælp af maskinkraft, som måtte lånes eller lejes.
Det er bare slet ikke en mulighed, da man ikke kan komme ud på Bøgholm med en maskine og slet ikke ud på søen.

Mange kreative løsningsforslag var i spil. I midten af maj samlede nogle medarbejdere to flåder, der ved hjælp af motorbådskraft blev sejlet ud til start. Herfra blev 5 jernrør taget op. Nogle var bukket og skulle skæres op og svejses igen.

Den 21. maj arbejdede syv søhelte indædt og vedholdende og med en del improvisation i næsten 12 timer sammen med en tilkaldt smed, og jernpælene blev sat på plads.

Alle jernrør står flot og lige ved Bøgholm – klar til baneudlægning den 22. juni. Albano-systemet skal lægges ud og spændes op til den 86. Sorø Regattaen, som går over Sorø sø lørdag den 6. og søndag den 7. juli 2013.

1. juli følger udlægning af ud- og indgangsbroer ved Carlsens Plæne og 5. juli opsættes dommertårnet med speakertårn på målområdet ved Skjolden.

De frivillige søhelte og den tilkaldte smed har brugt masser af energi og masser af fritid på at få genskabt det, som naturen havde ødelagt. Roklubben takker for indsatsen og håber jernpælene må blive stående i den flotte opstilling i årene fremover, så hele anlægget kan danne ramme for gode sportslige rokonkurrencer omgivet af en helt unik natur.

regatta