Anders O. G. Frederiksen, sognepræst ved Slaglille-Bjernede-Alsted-Fjenneslev Kirker, sender her ugens søndagsord:
Større kærlighed har ingen end den, der sætter sit liv til for andre. Johannes evangeliet
Kun et par kilometer nordvest fra min barndomsby Skærbæk, ligger slusen ved Brøns. Min bror og jeg cyklede ofte derud for at fiske om sommeren, til det sted ved Vesterhavet, hvor Brøns å gennemløber de kraftige diger. Det var dejlige og ubekymrede sommerdage, og en tid man godt kan sidde, sådan lidt vemodigt, og længes tilbage efter. Navnlig i disse dage, hvor man som dansker må lide store afsavn i forhold til at komme ud og være sammen med familie og venner.
Lidt sydligere ligger Ballum, også en lille sluseby med godt fiskevand, hvor man om efteråret også kan opleve naturfænomenet sort sol – gigantiske stæresværme på op imod en halv million fugle, der i flok tegner magiske mønstre over marskhimmelen. Et mageløst og betagende syn.
Det var i det hele taget et spændende område. Cyklede man over Randerup kom man forbi den præstegård, hvor Hans Adolph Brorson, Sønderjyllands store salmedigter, var født. Og forsatte man endnu sydover kunne man besøge Ballum kirke og kirkegård, hvor sorgagre-stenen står, hvis historie har givet Karen Blixen inspiration til hendes berømte vintereventyr.
Og i disse corona-dage, hvor der som bekendt er rig mulighed for indendørsaktiviteter, har jeg netop genlæst samlingen, idet jeg tilfældigt faldt over den under oprydning i stuens bogreol. Jeg synes netop dengang, at Sorg-Agre var en af de allerbedste af hendes noveller og det kan jeg konstatere, synes jeg også i dag.
Fortællingen handler om en mor, som levede på egnen i slutningen af 1700-tallet, hvis søn bliver dømt til døden. Hun beder derefter for sin søns liv, om at få mildnet hans straf, hvilket der indvilligedes i. Blot på den betingelse, at hun på kun et døgn, kan høste en hel rugmark inden solnedgang.
Og næste morgen, da solen stod op, tog hun sit høstsegl og gik straks i gang med arbejdet, men da solen gled ned i Vesterhavet den aften kunne hun ikke mere. Hun havde klaret det, men var ødelagt og havde givet alt i sig. Og da hun ville rejse sig, sank hun sammen og faldt død om på stedet.
Og nu ligger hun altså begravet på Ballum kirkegård, hvor der er sat en sten til minde om hende. Og marken, hvor hun høstede, kaldes også stadig for Sorg-ageren, og minder folkene på stedet om den sørgelige dag for lang tid siden. Men når historien om hende huskes endnu, skyldes det jo ikke mindst også, at der i fortællingen findes noget opbyggeligt, som angår os alle.
Og som dreng lærte jeg den at kende som en illustration til påsken, som en håbsfortælling, fordi historien handler om kærlighedens stærke magt, og om et menneske der i selvforglemmelse satte sit eget liv på spil, for at redde en anden. Og sådan set er temaet det samme som til påske og bliver et billede på Jesus Kristus, Guds søn, der selv gav alt for alle, og døde, for at vi kunne leve.
–
Lige nu synes der måske ikke megen grund til glæde pga. den situation vi befinder os i, hvor vi er trængte pga. frygt for sygdom og ulykke. Men netop derfor har vi også brug for glade og håbefulde fortællinger, så det hele ikke drukner i bedrøvelige nyheder. Vi har også brug for at høre og synge om Jesus Kristus, der sejrede over døden og gav nyt håb til verden.
I det der synes som en fortvivlet og håbløs tid, skal vi minde os selv og hinanden om, at Gud er lige midt iblandt os, i vort liv, hvor svært det end er. Og at det levende håb fra Gud skaber plads til lyset og glæden midt i alt det vanskelige.
»Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle!«
Sognepræst Anders Frederiksen
