“Da Jesus satte sig til påskebordet sammen med sine disciple, forud for sin død, Skærtorsdag, sagde han: Jeg har længtes efter at spise dette måltid med jer. På samme måde længes jeg også efter at være sammen med jer og fejre gudstjeneste,” skriver Anders O. G. Frederiksen, sognepræst ved Slaglille-Bjernede-Alsted-Fjenneslev Kirker.
“Det er også en underlig fornemmelse at skulle fejre påsken uden at kunne komme i kirke. Men sådan må det jo være.
Som det ser ud nu er forsamlingsforbuddet foreløbigt forlænget til 10. maj, men er er ingen der ved om det forsætter – men det kan jeg godt frygte. Derfor udsender jeg ind til videre stadigt et lille søndagsord, som en ringe erstatning for de aflyste gudstjenester. Jeg håber at I er ved godt mod og glæder mig til alt dette er overstået.”
Søndagsord – i en urolig tid. IV
Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.
Matthæusevangeliet 28,1-8
At komme i kirke Påskedag og fejre gudstjeneste er for mange mennesker noget ganske særligt. Og jeg har det selv sådan, at jeg mærker en særlig ro over netop denne helligdag, der er højtidelig ligesom juleaften, men alligevel ganske anderledes på sin særegne fredfyldte måde.
–
Påsken er som bekendt ellers både alvorstung og dramatisk. Forud er gået den lange fredag, der er en dag, som kaster lange skygger ind i kirken og i vores liv, fordi den minder os om fortræd og forgængelighed. I disse skygger har jeg frosset lige siden min barndom. Ikke mindst pga. tabet af kære og elskede familiemedlemmer. Men jeg kunne dengang heller ikke forstå at de piskede og spyttede på Jesus og slog ham ihjel. Han ville jo kun det gode, så hvorfor al denne grusomhed? Hvorfor skulle han dø? Det er og var, syntes man, som om verden bristede og gik i stykker!
Men påskemorgen var alt alligevel anderledes og ingenting som før – alt glædeligt genoprettet.
–
Derfor går flaget igen på hel stang påskedag. Derfor kimes der med klokkerne til højtid over land og by. Derfor står kirken smukt pyntet med påskeliljer og hvide lys, alt imens de festligere toner slås an fra orgelet. Og derfor synges de gamle andagtsfulde salmer af karsken bælg til rørte hjerter og fugtige øjenkroge. I hvert fald under normale omstændigheder.
–
Men i år er intet som bekendt normalt og kirkerne er lukkede for gudstjeneste. Efter sigende for første gang siden o. 1300, hvor den utilregnelige pave, Bonifacius den 8., lyste Danmark i band. I år, 700 år senere, er det som bekendt Corona-virusset der har gjort udslaget.
–
Det betyder dog ikke at vi ikke skal fejre påske, selv om det bliver på en anderledes måde. Vi skal fejre påske og vi skal huske påsken. For ganske vidst er årets påske underlig, men ikke så underlig som den underfulde påske da Jesus stod ud af graven. Den påske blev begyndelsen på noget nyt og markerer livets sejr over døden og nyt håb for en førhen dødsdømt verden.
I begyndelsen måtte de første kristne også skjule sig og fejre gudstjeneste i smug derhjemme af frygt for forfølgelse. Men det der begyndte småt, voksede med stor kraft, fordi de i evangeliet om Jesus Kristus havde fundet styrke til at gå fremtiden i møde. Evangeliet lærte dem at se klart i verden. Og se på verden, som en verden, der på trods af lidelse, synd og død, dog stadig er i Guds hånd – en verden for hvilken, der derfor stadig er skønhed, glæde og håb.
Alt dette begyndte da kvinderne kom til graven påskemorgen og fandt den tom. Og ordet om den tomme grav er så siden blevet givet videre fra slægt til slægt, fra gamle og til unge, igennem nu 2000 år, så vi som hører ordene i dag, forhåbentligt også kan finde glæde, trøst og styrke i dem.
De ord er, i hvert fald for mig beregnet til glæde for alle og som en mild regn over forpinte sind og furede ansigter – som et guddommeligt kærtegn over en bekymret menneskeslægt.
–
Glædelig Påske
