Friluftsrådet uddeler i alt 50 millioner kroner fra Udlodningsmidler til Friluftsliv til projekter, som skaber bedre muligheder for friluftsliv og naturforståelse. Der bliver givet tilskud til projekter inden for tre temaer: Fysiske rammer for friluftsliv, vandfriluftsliv og børn og unges friluftsliv.

Friluftsrådet støtter lokale initiativer med tilskud fra 20.000 kr. og større udviklingsprojekter med tilskud fra 200.000 kr.

Der er ansøgningsfrist d. 1. juni 2022 og 15. september 2022.

Tre temaer for projekter
Du kan søge om tilskud til projekter inden for tre temaer:

• Fysiske rammer for friluftsliv: Du kan søge tilskud til projekter, der skaber bedre fysiske rammer for friluftsliv, så flere kommer ud og oplever naturen. Det kan for eksempel være shelterpladser, bålhytter, fugletårne eller faciliteter, der imødekommer personer med handicap eller andre særlige behov. Det kan også være friluftsudstyr til udlån, stier og andre fysiske tiltag, som forbedrer adgangen til naturområder.

• Vandfriluftsliv: Du kan søge tilskud til projekter, der skaber bedre muligheder for at dyrke friluftsliv på og ved vandet. Det kan for eksempel være faciliteter, som understøtter friluftsaktiviteter eller skaber bedre adgang til vandet. Det kan også være udstyr til vandaktiviteter eller formidling af naturen under vandoverfladen.

• Børn og unges friluftsliv: Du kan søge tilskud til projekter, der fremmer børn og unges friluftsliv eller øger deres naturforståelse. Det kan eksempelvis være etablering af skolehaver, udstyr og faciliteter som understøtter friluftsliv og naturforståelse, eller lokale læringsforløb der gør det nemmere at flytte undervisningen ud i det fri.

Er du i tvivl, om din projektidé falder inden for puljens formål, er du altid velkommen til at ringe eller skrive til Friluftsrådet. Friluftsrådet hjælper gerne med gode råd og sparring.

Kontakt Friluftsrådets puljeadministration på tlf. 33 79 00 79 (tast 2) eller mail: tilskud@friluftsraadet.dk.

Foto: ABW