>
> Efter et enkelt kommunalvalg som borgmesterkandidat for Socialdemokratiet, så tager gruppeformand Anne Madsen (S) allerede næste skridt og stiller nu op til Folketinget.
>
> Når man følger politik lokalt, så rejser det spørgsmålet: er Anne Madsens landspolitiske ambitioner en af de væsentligste årsager til, at hun som socialdemokratisk gruppeformand forlod forhandlingsbordet til budgettet, inden forhandlingerne kom i gang.
>
> Er det årsagen til, at Socialdemokratiet i Sorø Kommune ikke ville tage lokalt ansvar, men hellere ville være populistiske. Anne Madsen stod i spidsen for et Socialdemokratisk budget som forudsatte, at Sorø Kommune skulle modtage 48 mio. kr. i gratis finansieringstilskud fra Christiansborg til trods for advarsler fra Økonomi- og Indenrigsministeriet om ikke at politisere med sådanne budgetforudsætninger. Det virker lidt for nemt at ville finansiere velfærd med en forventning om gratis penge og i direkte modstrid med budgetlovens intentioner.
>
> Socialdemokratiets tilgang til lokalpolitik i Sorø Kommune står jo frit, men med en hurtig afvisning af at gøre sin indflydelse gældende, så er det besynderligt, at skulle læse i pressen at Anne Madsen udtaler: “Vi skal tale til hinanden på en anden måde”. I samme avis kan man læse Socialdemokratiets tidligere gruppeformand Annette Raaschou Van der Star udtale om en byrådskollega: “Du er ynkelig”. Den næste dag kan man så læse et personligt indlæg fra Anne Madsen om byrådskollegaen fra Alternativet: “Niels Ålbæk – du er dobbeltmoralsk”.
>
> Hvis den forhenværende og nuværende Socialdemokratiske gruppeformand mener, at det er måden man samarbejder på, så bliver det interessant at se, hvordan Socialdemokratiets nye borgmesterkandidat i Sorø Byråd vil samarbejde – nu hvor Anne Madsen har landspolitiske ambitioner. Skal Ivan Hansen genopstå eller lader man nu Rikke Bach Nielsen komme til fadet.
>
> Johannes Pitzner
> Pilevej 4
> Sorø