Det var en dejlig bededagsaften i Fjenneslev kirke og sognehus. En gruppe bestående af alle generationer gik fra Skaterbanen i Fjenneslev igennem det flotte landskab med gule rapsmarker til Fjenneslev kirke, hvor der blev afholdt en god og velbesøgt gudstjeneste.
Efterfølgende var sognehuset fyldt, og alle nød i fællesskab de varme hveder samtidig med at lokalet summede af samtale.
En flot solnedgang var baggrundstæppet for starten af tilbageturen med faklerne. Vandrerne blev sendt af sted af flere af arrangementets øvrige deltagere. Mørket nåede i år ikke at sænke sig, men gruppen blev forøget med flere, som på tilbageturen ad stierne beundrede stilheden og landskabet.
Der er flere gode billeder på facebooksiden for Slaglille-Bjernede-Alsted-Fjenneslev Kirker.
Fotos: Fjenneslev Kirke