Af Henrik Jandorf
Når byportalen, Dit Sorø, jævnligt hjemsøges af indlæg fra ’DF-Sorø’ (en bastion repræsenteret ved de to medlemmer af Dansk Folkeparti i Sorø Byråd, Lars Damgaard og Lars Schmidt), så tænker jeg følgende, og tillad mig venligst at tale direkte til d’herrer: Skal jeres tirader, jeres evindelige udlændingedebat, skrevet med uddateret argumentation og på dårligt dansk, have lov at fremstå upåtalt? Åbenbart, siden ingen andre end Enhedslistens Bo Mouritzen med lødige argumenter gendriver jeres snak.
Hvad vil I med jeres gammeldags retorik, og hvem appellerer I til? Næppe til begavede generationer i en smuk, midtsjællandsk kommune, som for længst er videre i sin betragtning af, hvordan mennesker af enhver herkomst, og fra enhver del af verden, kan leve sammen i fredelig sameksistens.
Lars Damgaard, formand for Børn og Undervisningsudvalget i Sorø Kommune, hvem er det, du ikke mener er værdig til at være borger i Sorø Kommune? Hvem skal vi ubeset dømme ude og dermed ikke tage i mod? Tænk dig godt om, før du svarer, for moral og etik er især i denne anspændte tid i højsædet. Det er rent ud sagt uforståeligt, at du og din partisoldat appellerer til laveste fællesnævner i jeres ørkesløse og ufuldstændige palaver for den ’rigtige’ art, de ’rigtige’ mennesker i denne region.
Kæmper I to DF-partisaner for desperat at finde vælgere, som vil tilbede asken frem for at viderebringe ilden? Er det ikke gået op for jer, at Paludan og Vermund på få måneder i 2019, og endda ud over kanten, har sagt alt det, Kærsgaard forgæves har plæderet for i 25 år: Et Islamfrit Danmark? Og dette med mere end en halvering af jeres parti til følge.
Kære to gode medborgere. En sådan ting kommer ikke til at finde sted, for i dette lille hjørne
af universet, Sorø, har vi alle brug for hinanden, hinandens kulturer, hinandens tankegange og vurderinger, uanset hudfarve, sprog eller religion – århundreder gamle riger skal i kommende tider give et afkast, som ifølge læren om mængder og delmængder vil befordre detaljen og helheden.
Træd nu sammen I to brave højrenationalister og erkend, at en ny tankegang, en ny politik fra jeres side skal til – eller sæt endnu en smædekampagne i gang mod mig. Vid til gengæld, at I får den mest humorfyldte kamp til stregen, for dette er en del af min bestilling i denne inkarnation: at modsige al smålig tilgang til dette at være menneske.
Tak for spalteplads!