Det kgl. Teater udpeger nyt medlem i 300 året for det danske teaters fødselsdag
Den kendte skuespiller og teaterinstruktør Joen Bille indtræder nu i bestyrelsen for Den Holbergske Stiftelse Tersløsegaard. Han er udpeget af Det Kongelige Teater. Samtidig har den nyvalgte Sorø kommunalbestyrelse sat navn på sit medlem af bestyrelsen. Det blev den konservative Mogens Schwensen, der dermed igen modtager det magre ben (posten er ulønnet!), han allerede for fire år siden fik første gang.
Tersløsegaards bestyrelsen har ti medlemmer, udpeget af forskellige institutioner. Formanden er gammelsoraneren advokat Michael Goeskjær, valgt af Soransk Samfund.
Joen Bille var en i lang årrække fast tilknyttet Det Kongelige Teater og har været leder af skuespilleruddannelsen på Statens Teaterskole. Han har også markeret sig som instruktør, blandt andet med en opsætning af Holbergs ”Den Vægelsindede” på Folketeatret. På TV har man oplevet ham i adskillige populære serier som Matador, Bryggeren, Rejseholdet og Nikolaj og Julie.
I bestyrelsen for Tersløsegaard kommer Joen Bille i selskab med et flertal af medlemmer med baggrund fra Sorø Akademi – som en lidt fremmed fugl. Han er nemlig selv udgået fra Herlufsholm!
Stor sæson på vej
I anledning af 300 året for opførelsen af Holbergs første komedie ”Den politiske Kandestøber” på Grønnegadeteatret lægges der op til den hidtil største sæson på Tersløsegaard. Særudstillingen ”Holbergs Masker”, kurateret af teaterhistorikeren dr. phil. Bent Holm, åbnes den 5. juni. Den støttes med 150.000 kr. af Augustinus Fonden. Desuden opføres først ”Den politiske Kandestøber” og senere ”De Usynlige” på Holbergteatrets scene i Tersløsegaards have. Teaterchef Niels Vandrefalk flytter hele sit teater til Tersløsegaard og instruerer selv ”De Usynlige”, der spilles af professionelle skuespillere fra Sjællands Teater i Holbæk. Tersløsegaards sæson byder også på koncerter, foredrag og medvirken i den landsomfattende herregårdsdag i august.
Den afsluttede sæson 2021 var ganske velbesøgt. I modsætning til mange andre museer, der klager over udeblevne gæster på grund af coronaens hærgen, kunne Tersløsegaard konstatere mere end en fordobling af besøgende i forhold til året før. Det hænger sandsynligvis sammen med, at Holberg først og fremmest er den danske litteraturs fader, hvorfor museet ikke er afhængig af udenlandske gæster, men væsentligst henvender sig til danskere – og de foretrak jo at tilbringe deres sommerferie i Danmark med besøg, blandt andet, på kulturhistoriske museer som Tersløsegaard. Således tog Holbergmuseet imod næsten 2000 mennesker, der lagde godt 100.000 kr. i museets kasse.
Holbergmuseets sæson 2022 begynder Pinsedag den 5. juni med åbning af den store udstilling ”Holbergs Masker”. Derefter er der adgang alle lørdage og søndage kl. 12-16 til og med søndag den 11. september. I perioden bydes på en række store arrangementer og teaterforestillinger (se nærmere på tersloesegaard.dk). Besøg på andre tidspunkter fra kan forudbestilles ved henvendelse til foreviseren på post@tersloesegaard.dk eller telefon 7446 6770.