PRESSEMEDDELELSE

Plant skov – det gavner pengepungen og klimaet
Kom til møde hos Gefion den 13. april 2011, kl. 19-21, Fulbyvej 15 og hør om mulighederne ved skovrejsning.

Skov er pænt at kigge på og dejligt at gå tur i. Hvis man er landmand eller jordejer kan skov også være en måde at pleje sin ejendomsværdi og nyttiggøre arealer, som måske ikke egner sig til landbrugsdrift. Samtidig kan man forbedre sin jagt, give grobund for et varieret dyre- og planteliv – og selvfølgelig også øge herlighedsværdien.

Men skov er også godt for klimaet. Skov kan binde CO2 fra luften og dermed være med til at nedbringe CO2-indholdet i atmosfæren.

Skovrejsning indgår derfor som et af virkemidlerne i Sorø Kommunes klimahandlingsplan, som har til formål at reducere udledningen af CO2 i kommunen.

I Kommuneplanen 2009-2020 for Sorø Kommune er der udpeget 1170 hektar til skovrejsning. Hvis der rejses skov på bare 200 hektar, vil det kunne bidrage med en CO2-besparelse på omkring 2600 tons CO2 om året – hvilket svarer til ca. 7 procent af den samlede CO2-besparelse, vi skal finde i Sorø kommune frem til år 2020.

Det er muligt at få tilskud til skovrejsning som dækker op mod 70 procent af anlægsudgifterne.

Offentligt møde om skovrejsning
Sammen med Landboforeningen Gefion inviterer Sorø Kommune til et offentligt møde om skovrejsning. Mødet henvender sig især til landmænd og jordejere, som er interesserede i at høre mere om mulighederne for og fordelene ved at rejse skov. Men andre interesserede er naturligvis velkomne.

På mødet vil skovrider Karsten Raae fra Skovdyrkerne fortælle om udbytte og sidegevinster ved skovrejsning, tilskudsmuligheder og muligheder for at få hjælp til processen.

Der vil desuden være et indlæg om samspillet mellem landbrugsdrift og udledning af CO2. Endelig vil Sorø Kommunes klimahandlingsplan blive præsenteret.

Mødet er det 3. i rækken af offentlige møder om kommunens klimahandlingsplan.

Fakta om Sorø Kommunes klimahandlingsplan
Klimahandlingsplanen er i offentlig høring frem til 20. april 2011. Du kan se planen og læse mere om Sorø Kommunes initiativer på klimaområdet på www.soroe.dk/klima. Du kan sende input til planen til klima@soroe.dk.

Fakta om skoven og klimaet
Nye skove har på flere måder positiv indflydelse på udledningen af CO2. Træbrændsler mindsker udledningen af CO2 ved at erstatte fossile brændstoffer som kul, olie, benzin og naturgas. Desuden binder skovene CO2 i træer og jord. Det påvirker CO2-regnskabet i positiv retning.

Som gennemsnit antages det, at rødgran i opbygningsperioden på ca. 50 år kan binde 13,6 tons CO2 pr. hektar pr. år, mens eg i opbygningsperioden på ca. 90 år kan binde 8,4 tons CO2 pr. hektar pr. år.

Hvis der rejses ca. 200 hektar ny skov i Sorø Kommune, vil CO2-besparelsen være ca. 2.600 tons CO2 pr. år i 15 år, svarende til ca. 7 % af den besparelse, vi skal finde inden 2020.


Skov i Sorø