Søndag eftermiddag 19. august dannede Sorø Klosterkirke rammen om dette års finalekoncert på Sorø Internationale Musikfestival, og hvilken finale. Det var et pragtfyrværkeri af en finalekoncert.
Først opførte Det Unge Kammerorkester Wolfgang Amadeus Mozart’s Hornkoncert nr. 2 med Thorbjørn Gram som solist. Orkesteret var en sand fryd at lytte til, og Thorbjørn fik hurtigt spillet sig varm og leverede især en fantastisk flot Rondo Più allegro 6/8, som, ok, efter min mening også er den mest melodiøse og dermed fængende af de tre satser.
Efter en kort pause tog det store lokale kor Chorus Soranus opstilling på det trappeformede podie bag Det Unge Kammerorkester, og med en veloplagt Svend Lyngberg som dirigent og Erik Hildebrandt-Nielsen ved kirkens lille orgel begyndte et sandt musikalsk festfyrværkeri.
Jeg ved ikke, hvor mange kor der findes i Danmark, som har både mod, ambition og format til at binde an med Joseph Haydn’s store orgelmesse Missa in honorem Beatissimae Virginis Mariae, men vi, der overværede koncerten, kan skrive under på, at det har Chorus Soranus. Til opførelsen var koret, i samspil med orkester og orgel, forstærket med de fire solister Nina Bols Lundgren (sopran), Anne-Sofie Søby Jensen (alt) David Danholt (tenor) og Jakob Vad (bas og tidligere medlem af Chorus Soranus).
Solisterne leverede deres partier helt suverænt, dels hver for sig, dels sammen. At fremhæve den ene for den anden, vil ikke være fair, for de var alle fire rigtig gode. Skal jeg alligevel dvæle ved en af dem, så bliver det Nina Bols Lundgren. Ikke på grund af hendes præstation under koncerten, men fordi hun fik mig til at tænke på Cristina Deutekom, der i min verden er en af dem der leverer den flotteste ’Nattens Dronning’ i Mozart’s Tryllefløjten. Jeg kunne godt forestille mig, at Nina kunne mestre den, og det gad jeg godt høre.
Chorus Soranus og Det Unge Kammerorkester leverede en super flot ramme om og baggrund for de fire solisters præstationer, og det gjorde koret med en smittende glæde, lykkefølelse og stolthed, som tog til efterhånden som koncerten skred frem og der opstod en nærmest magisk symbiose over en vellykket præstation mellem korets medlemmer, som kunne mærkes af og forplantede sig til publikum. En følelse, som jeg selv har haft fornøjelsen at opleve som medlem af Chorus Soranus i korets tidlige leveår.
Som tilhører følte jeg mig løftet op af sangen og musikken og svævede et sted mellem kirkerummets hvælvinger og bænkerækkerne med en følelse af sand nydelse. Kirkerummets enestående efterklang gør noget ved den musikalske oplevelse, som jeg aldrig har oplevet i nogen af de efterhånden mange koncertsale, som jeg har besøgt rundt om i verden.
Erik Hildebrandt-Nielsen ved orglet skal ikke glemmes, for når det var muligt at høre det lille orgels spinkle toner (det lille instruments toner druknede flere gange fuldstændig, når koret og orkesteret fyldte kirkerummet med værkets meget voluminøse passager), så var det en nydelse at høre. Medens jeg lyttede, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om den godt nok vanskeligere disciplin at betjene kirkens store orgel på afstand fra koret og orkesteret og kun adgang til at følge dirigenten gennem et lille spejl, ville have ydet Erik Hildebrandt-Nielsen mere jævnbyrdighed.
Til læsere, der ikke overværede koncerten fordi de synes, at den slags musik ikke lige er noget for dem, vil jeg sige – sludder. Prøv det. Du behøver ikke være velbevandret i klassisk musik for at kunne nyde god musik, når den serveres i en klasse som vi oplevede det i søndags. Det er blot et spørgsmål om at sætte sig til rette, eventuelt lukke øjnene, og så lade musikken rive sig med.
Johannes Lundstrøm, forfatter og musikelsker.
Foto: Chorus Soranus. (Foto: Sorø Klassisk Musikfestival)
