Af Anne Grethe Thede, Venstre i Sorø Kommune

Fantastisk med Trivselskommissionens anbefalinger, der taler direkte ind i den stemning, vi frivillige i foreningslivet sidder midt i. Vi glæder os over de skarpe og ambitiøse anbefalinger, der nu skal eksekveres på.

Flere børn og unge skal have erfaring med frivillighed, skal ind i fritids- og foreningslivet og have en fritidsaktivitet SAMMEN med andre.

Det stiller krav til de rammer, vilkår og forudsætninger foreningslivet og lokalsamfundet møder. Foreningerne har brug for en kommunal prioritering af samarbejdet og det gælder både på ressourcer, på økonomi og på status.

Kultur, fritid og foreningslivet skal have den guldstatus, det har fortjent. Vi tillægger så meget ansvar og ønske til foreningslivet.

Vi ønsker foreningerne skal steppe ind i at løfte samfunds- og sundhedsdagsordener for alle borgere ligesom her hvor forenings- og fritidslivet er nævnt i mange af de 35 anbefalinger.

Og så en kæmpe fed understregning af anbefaling 27 – mindre bureaukrati for foreninger og civilsamfund.

Giv foreningerne og de lokale fri bane til det de er gode til og nyd effekten her af.

Når vi så sidder her i en fyldt hal til en, af forårets mange gymnastikopvisninger, så tror vi helt og aldeles på det hele! Vi mærker stemningen og det, fællesskabet kan.

Vi synger samme sang og hepper på hinanden.

Vi er børn, unge og ægte voksne i en god blanding af det, foreningslivet kan og det er nemt at give videre, hvis vi har den rette opbakning for det.

I foreningslivet i Sorø Kommune inspireres vi på tværs af foreninger, kommuner og niveau og vi har vi et kæmpe ønske om, at de kommunale forvaltninger gør det samme.

Vi vil rigtig gerne have flere ind.

Vi vil gerne udvikle og skabe rum til andre tilbud end ellers, give de unge mulighed for frivillighed og lederuddannelse og træde helt tilbage med mulighed for at åbne døren til foreningslivet helt fra den spæde start af livet.

Men seriøst hvilken dør er det?? for hallerne er få, små og slidte bassinet er begrænset, kunstgræsbanernes fremtid usikre og nye projekter er fastlåste i venten, regler og lokalplaner.

Den største anerkendelse vi kan få som frivillige i foreningerne er ikke et skulderklap men en handlen på de ærgerlige begrænsninger vi har på faciliteter i en kommune, hvor der er så mange der gerne vil ind!!

Samarbejd på tværs af forvaltninger både kommunalt og administrativt, sæt fælles mål og tag fælles ansvar. Det gør det hele meget nemmere og sjovere at være forening og dermed få flere med ind.

Pressefoto